Kandidat eller ej, så tror mange nu, at Mette Frederiksen er i spil til posten som NATO-chef. Så hvad sker der, hvis hun ikke får jobbet? Er al den internationale 'opbakning', som hun selv er 'glad for', så spildt?
Nej, ikke nødvendigvis, siger flere eksperter.
Der skal nemlig vælges topposter flere steder i de kommende år, og her kan Mette Frederiksen bruge opmærksomheden til at sætte sig selv i spil.
»Det er ikke noget, der politisk er dårligt på nogen måde. Og der er jo andre poster ledige til næste år,« siger Michael Ulveman, som er Anders Foghs tidligere rådgiver, i Berlingskes podcast Pilestræde.
Ulveman var rådgiver for Fogh, da han selv landede jobbet som generalsekretær for NATO, og har derfor været tæt på netop den proces.
I podcasten nævner Ulveman posterne som formand for EU-Kommissionen og præsident for Rådet i EU, der begge skal have skiftet formand i slutningen af 2024.
Også posten, der typisk betegnes som EUs udenrigsminister, skal skiftes ud i 2024.
»Så det at føre sig lidt frem her på de bonede gulve behøver ikke komme dårligt igen for Mette Frederiksen,« tilføjer han i podcasten.
Og det er Marlene Wind, mangeårig EU-ekspert hos Københavns Universitet, enig med ham i.
»Jeg er helt enig i, at den her opmærksomhed bestemt ikke er en dårlig ting, hvis hun gerne vil i spil til topposter i EU,« siger EU-forskeren til B.T.
Faktisk er de store poster i EU allerede uformelt en del af den store rokade om topposter, hvor NATO også indgår.
Det forklarer Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa.
»Danmark kan for eksempel ikke både få en NATO-post og en toppost i EU. Og på samme måde vil østeuropæerne argumentere for, at de skal til fadet på mindst én af EU-posterne, hvis der ikke kommer en østeuropæer i spidsen for NATO. På den måde er der en uformel sammenhæng i den store stoleleg.«
Begge understreger dog, at enormt mange ting skal gå op i de komplicerede kabaler, der lægges om topposterne i EU.
Her kan det få betydning, at Danmark fortsat har forbehold på euro- og retsområdet, og derfor på nogle punkter ikke er med helt inde i kernen af EU-politikken, påpeger Marlene Wind.
Derudover kan partitilhørsforhold - om der er opbakning til en socialdemokrat frem for en konservativ - være særdeles vigtigt i EU-spillet.
Og så er der kandidaternes sprogkundskaber. Det var for eksempel ved sidste valg af præsident for Kommissionen vigtigt for den franske præsident Macron, at den nuværende præsident, Ursula von der Leyen, taler fransk.
Derudover spiller køn og geografi også ind.
Og så er Marlene Wind ikke i tvivl om, at særligt én ting kan stå i vejen for i hvert fald den ene post:
»Hvis Ursula von der Leyen vil blive som formand for Kommissionen, så er det fuldstændig urealistisk at vælte hende af pinden. Hun står enormt stærkt.«
Ursula von der Leyen er dog også ét af de navne, der bliver nævnt som mulig NATO-chef, men der vurderes kommissionsposten ifølge Marlene Wind at være den tungeste, som von der Leyen først vil gå efter.
Ser man derimod på rollen som formand for Det Europæiske Råd skal det være en statsleder - og gerne en, der med kyndig hånd kan styre et møde med 27 statsledere.
Netop her har Mette Frederiksen for nylig udfordret den siddende formand ved at kritisere styringen af et møde hun synes var for længe om at nå en konklusion. Frederiksens kritik af styringen på mødet har bidraget til en i forvejen summende kritik af, at Charles Michel er en elendig mødeleder.
Og selv hvis de to topposter ikke er mulige, skal man ifølge Marlene Wind og Lykke Friis heller ikke helt afskrive muligheden for en kommissærpost efter Margrethe Vestager.
Den indstiller regeringen selv til, og der er kommet mere og mere tyngde og magt i nogle af de tunge kommissærposter, hvor Vestager er blevet såkaldt vicepræsident for Kommissionen.
Michael Ulveman siger i podcasten, at han tror, Lars Løkke Rasmussen allerede har klappet af, at det er ham, der skal udpeges af Danmark.
Det rygte har Marlene Wind også hørt, selvom hun også har hørt det modsatte. Men den slags aftaler kan laves om.
»Det at der nu skabes en fortælling om Mette Frederiksen som en person med den nødvendige tyngde til en toppost, kan måske gøre, at hun ville kunne få en tung post, hvor hun kunne blive vicepræsident. Og hvis hun reelt selv vil have en international kommisærpost, vil en aftale om den til Løkke næppe holde.«
Mette Frederiksen selv har ikke ønsket at kommentere historien.
