Det koster Liberal Alliance dyrt i meningsmålingerne, at partiet for lidt over et år siden gik med i Lars Løkke Rasmussens borgerlige trekløverregering.

Liberal Alliance står nu til at miste seks af de 13 mandater, partiet fik ved sidste folketingsvalg. Det betyder, at de, hvis der var valg i dag, måtte sige farvel til nogle af partiets mest profilerede navne.

Det fremgår af en geografisk prognose, som professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, har lavet for netavisen Altinget.dk. Af prognosen fremgår det, hvor de syv mandater, Liberal Alliance står til i et vægtet gennemsnit af alle meningsmålinger, vil falde - og hvor de ikke vil falde.

Partiet mister sit mandat i Københavns Omegns Storkreds - hvilket i dag tilhører Joachim B. Olsen, ligesom partiet også står til færre stemmer på Fyn, hvor undervisningsminister Merete Riisager er valgt. Og endelig går tilbagegangen ud over partiets afbureaukratiseringsordfører, sociologen og forfatteren Henrik Dahl, der er valgt i Sønderjyllands Storkreds.

Ud over de tre markante profiler står partiet også til at miste sit andet mandat i Østjyllands Storkreds, der ved valget i 2015 gik til partiets forsvarsordfører Carsten Bech. Sundhedsordfører May-Britt Kattrup kom ved valget ind på mandat nr. 2 i Nordsjællands Storkreds, men må belave sig på en fremtid uden for politik, hvis man skal tro prognosen.

Det er formentlig kun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der ved, hvornår næste folketingsvalg bliver, men det bliver allersenest 17. juni 2019.