Svetlana Tikhanovskaja er en ledende skikkelse i hviderussisk opposition og takker Danmark for opbakning.

Præsidentkandidat og oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja fra Hviderusland har i denne uge for første gang sat sine fødder på dansk jord.

Hun har søgt eksil i Litauen til daglig. Men hun håber med besøget på, at hendes hjemland kan blive ligesom Danmark, hvis presset på det nuværende styre bliver stort nok.

- Det er mit første besøg i Danmark, og jeg er rigtig glad for at være blandt de lykkeligste mennesker på jorden. Jeg er sikker på, at vores nye, frie land bliver som Danmark, siger hun fredag på et pressemøde udenfor Udenrigsministeriet.

Tikhanovskaja mødtes fredag formiddag med udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der åbent har kritiseret styret i Hviderusland. Danmark har efter det nylige præsidentvalg indført sanktioner mod landet og afviser at anerkende Aleksandr Lukasjenko, der regner sig selv som valgets vinder.

Der har været udbredt uro i den tidligere sovjetrepublik efter præsidentvalget 9. august. Valget var ifølge EU hverken frit eller fair.

Efter valget har tusindvis af borgere i landet protesteret, og myndighederne har ifølge EU forsøgt at stoppe demonstrationer med vold og overgreb.

Svetlana Tikhanovskaja er taknemmelig på vegne af det hviderussiske folk.

- Jeg vil gerne sige tak til Danmark for dets stærke position i forhold til den hviderussiske situation. For de sanktioner der er målrettet de mennesker, som er ansvarlige for volden, og for jeres støtte til forskellige initiativer, siger hun.

I arbejdet med at opbygge et nyt samfund med "demokrati og menneskerettigheder" er det værdifuldt, uddyber hun.

Udenrigsministeren og Tikhanovskaja mødes også med en række danske organisationer for at drøfte udviklingen og situationen for det hviderussiske civilsamfund og befolkningen.

Torsdag mødtes Tikhanovskaja med medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn, som 6. oktober blev snydt af en russisk satireduo.

Russerne udgav sig for at være oppositionspolitikeren på et videomøde og stillede spørgsmål til påståede danske dyrebordeller og skildpaddesex.

Mødet blev optaget og efterfølgende lagt på nettet for at hænge de danske folketingspolitikere ud.

Tikhanovskaja mener ikke, at man skal tillægge det nogen opmærksomhed.

- Jeg er optaget af andre tanker. Jeg læste, at det var pinligt for Danmark, men lad være med at give det for meget opmærksomhed, sagde Svetlana Tikhanovskaja torsdag på et pressemøde efter et personligt møde med nævnet.

/ritzau/