13.000 stemmer afgivet over nettet ved forsøg med digital stemmeafgivelse ved ældrerådsvalg i seks kommuner.

Næsten hver tredje afgav deres stemme elektronisk ved det netop afsluttede valg til ældreråd i seks kommuner.

Det gjaldt blandt andet i Aarhus, Kolding og Gentofte, hvor i gennemsnit 30 procent af stemmerne blev afgivet over nettet.

De seks kommuner kombinerede muligheden for at stemme digitalt med den traditionelle stemmeseddel af papir, så de ældre kunne vælge den stemmemulighed, de var mest tryg ved.

I Kolding er ældrerådsformanden overbevist om, at man vil gentage succesen.

»Vi er overbevist om, at vi også næste gang anbefaler elektronisk afstemning,« siger formand Ivan A.D. Johansen fra Kolding Ældreråd i en pressemeddelelse.

»Jeg stemte selv elektronisk, fordi det er lettere. At så mange andre har gjort det samme viser, at folk på 60 og derover trods den generelle opfattelse er fortrolige med det tekniske og har tillid til den elektroniske stemmeafgivelse,« siger han.

Det elektroniske afstemningssystem blev leveret af det danske firma Assembly Voting. Firmaet håndterede også valgenes supporttelefoner og fik herigennem et godt indtryk af systemets modtagelse blandt de ældre.

»Der var fortrinsvis tale om meget enkle, tekniske spørgsmål. Ikke sjældent handlede de ældres udfordringer eksempelvis om forskellen på browserens søgefelt og adressefeltet – og ikke så ofte om selve afstemningsproceduren,« siger IT-direktør i Assembly Voting, Mikkel Leffers Svendstrup.

Det fleste henvendelser til supporttelefonen var fra borgere over 80 år, og den ældste vælger, som rådgivningen talte med, var 92 år.

I Middelfart blev hele 98 procent af stemmerne afgivet elektronisk, dernæst følger Odder med 39 procent af stemmerne. Greve indtager tredjepladsen med 32 procent af stemmerne, mens Aarhus og Kolding deler fjerdepladsen med begge 25 procent af stemmerne via elektronisk stemmeafgivning. Greve følger på femtepladsen med 24 procent e-stemmer ud af alle de afgivne stemmer ved ældrerådsvalget.