Hvis du er troende og religiøs muslim, så skal du ikke kunne blive dansk statsborger. Det mener 27 procent af danskerne - lidt mere end hver fjerde - i følge en befolkningsundersøgelse, som Yougov har lavet for B.T.

I alt svarer 16 procent af danskerne 'helt enig' i udsagnet 'man skal ikke kunne få dansk statsborgerskab, som troende religiøs muslim,' hvor 11 procent erklærer sig delvist enige. Sammenlagt altså 27 procent. I alt er 1018 danskere blevet spurgt.

Tallene er et frisk pust i storsejlet for Nye Borgerlige, som netop for nylig var i vælten med dette spørgsmål. Mette Thiessen, en af partiets spidskandidater til Folketinget, havde fortalt i et interview at religiøse muslimer skal afvises, hvis de søger om dansk statsborgerskab alene på den baggrund, at de er troende muslimer.

I den efterfølgende debat skærpede partiformand Pernille Vermund udtalelsen og forklarede at Nye Borgerliges politik var, at man skal afholdes fra at blive statsborger i Danmark alene hvis du kommer fra et ikke-vestligt muslimsk land. Der skal ikke tages andre hensyn.

Jacob Torfing, PhD ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitetscenter, er overrasket over det høje tal.

»Det lyder voldsomt. Og synspunktet bryder jo med grundlovens ånd om, at vi har tanke og religionsfrihed,« siger han og fortsætter:

»Der er rum for fortolkning, men min vurdering er, at mener man det, så strider det synspunkt mod grundloven,« siger han og fortsætter:

»Derfor tror jeg, at det hænger lidt sammen med, at folk ikke helt har tænkt det igennem. Hvis nu I havde inkluderet i spørgsmålet, at det ville ophæve den grundlæggende tanke- og trosfrihed, som vi har i Danmark, så ville I nok få et rungende nej til jeres spørgsmål,« siger han.

Johannes Andersen, lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet, er enig. Omvendt er han ikke i tvivl om, at en betydelig del af danskerne vil bekæmpe den islamiske indflydelse med alle midler.

»Der er en relativ stor gruppe, som bestemt ikke bryder sig om muslimerne,« siger han og fortsætter:

»Hvis du skal mene sådan her, så er religionsfriheden under pres. Men her mener mange jo, at sagen er så vigtig, at man skal se stort på spillereglerne for det,« forklarer Johannes Andersen.

I undersøgelsen, som Yougov har lavet for B.T., giver en stor del af danskerne også udtryk for, at hvis man har fået et dansk statsborgerskab tildelt, så skal man kunne miste det igen, såfremt man overtræder straffeloven. Det mener i alt 45 procent.

Næsten lige så mange - i alt 44 procent - mener at man også skal kunne udvises, hvis man overtræder straffeloven, selvom man har fået tildelt dansk statsborgerskab.

Partiformand for Nye Borgerlige Pernille Vermund er glad for, at en stor del af danskerne ønsker at religiøse muslimer skal nægtes statsborgerskab.

»Jeg mener ikke de professorer har tænkt sig om. I grundloven står der, at vi har frihed til vores egen religion i det omfang, at det ikke strider mod den offentlige orden. Det er i strid med den offentlige orden, hvis man har et tankesæt, hvor man vil ændre principperne for det danske samfund og indføre religiøse love i stedet,« siger hun.

Læs et uddybende interview med Pernille Vermund senere her på sitet.