Dansk Folkepartis aftale med regeringen om øget grænsekontrol skaber overskrifter i hele Europa.

Hvad har I gang i, Danmark?

Sådan tænker mange europæiske politikere og iagttagere, dagen efter at det lykkedes Dansk Folkeparti at få regeringen til at love dem mere kontrol ved de danske grænser.

Aftalen er en del af partiets pris for at gå med til forringelser af efterlønnen i de forhandlinger, der snart ventes genoptaget i Finansministeriet.

Men EU og resten af Europa undrer sig over aftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen.
 
Er danskerne ved at bryde Schengen-samarbejdet, spørger de.

Meldingen fra EU-Kommissionen var da heller ikke til at tage fejl af onsdag aften, da talskvinden Pia Ahrenkilde Hansen gjorde det klart, at kommissionen ikke vil acceptere, at Danmark kører sololøb i forhold til Schengen. 

- Det må stå klart, at Kommissionen ikke kan og ikke vil acceptere noget forsøg på at rulle EU-traktaten tilbage, hverken for den fri bevægelse af gods eller af personer ved EUs indre grænser, hed det i en erklæring.

Nogenlunde samtidig forsikrede Claus Hjort Frederiksen, at ændringerne vil ske inden for rammerne af Schengen-aftalen.

Stor opmærksomhed

Aftalen skaber også overskrifter i flere udenlandske medier, og den er omtalt i store medier som eksempelvis Independent, BBC og The Wall Street Journal. 

Størst opmærksomhed vækker den dog hos vore naboer mod syd, hvor flere tyske aviser forholder sig yderst kritisk til den. 

Den anerkendte tyske avis Der Spiegel citerer formanden for den socialdemokratiske gruppe i Europa Parlamentet Martin Schulz for at sige, at den danske regering er populistisk:

- Et muligt flygtningeproblem i Nordafrika bliver ikke løst ved den dansk-tyske grænse, siger Schulz.

- Det går ikke, at nogen regering så hurtigt sætter de grundlæggende frihedsrettigheder ud af kraft.

Medlem af Europa-Parlamentet for FDP, Alexander Alvaro, udtaler til Tagesspiegel, at aftalen sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet kan være medlem af Schengen.

- Når den danske regering lader sig presse så meget af højrepopulisterne, så er det spørgsmålet, om København overhovedet kan være en del af Schengen.  Integrationsminister Søren Pind (V) forsøger inden et EU-møde i Bruxelles at dæmpe massiv europæisk kritik af den nye danske grænsekontrol.

- Det er blevet lagt ud som om, at vi vil etablere pas- og personkontrol, men det er ikke korrekt. Det handler om at styrke toldkontrollen, som man ser i andre områder af Schengen,

Heller ikke i grænselandet forstår man aftalen.

- Vi er ret chokerede over beslutningen. Vi har forståelse for, at man ønsker at bekæmpe kriminalitet, men vi synes, det er en forkert måde at løse det på, siger Martin Lorenzen, landssekretæren for Sydslesvigsk Vælgerforening til Jyllands Posten.