Analyse: Tirsdag eftermiddag blev statsminister Mette Frederiksen mildest talt oprevet.

På Christiansborg er det en offentlig hemmelighed, at statsministeren ikke er bedste venner med sit temperament, men det er alligevel sjældent, at det får frit løb foran rullende kameraer.

»Det er vanvittigt«, »hvad foregår der?« og »nogen skal jo betale for kræftbehandling i det her land,« råbte statsministeren ud i folketingssalen, efter Frie Grønnes leder havde spurgt, hvorfor Mette Frederiksen hellere ville redde 320 arbejdspladser på Aalborg Portland end at give den fuld gas på Co₂-afgiften til klimatunge cementfabrik i hendes egen valgkreds.

Netop dette lille optrin i Folketingssalen er et billede på den mission, som Mette Frederiksen går ind i valgkampen med.

Folk skal arbejde for fællesskabet og for velfærdssamfundet. Ingen skal dovne den af. Indvandrerkvinder og nyuddannede akademikere skal tvinges ud i arbejde. Og hvis de ikke vil, så falder hammeren.

Alle skal bidrage til en stor velfærdsstat. Det bliver Mette Frederiksens helt store slagnummer, når valgkampen til efteråret for alvor går i gang.

Men allerede nu er Mette Frederiksen begyndt at lukke angrebsflankerne og skrue charmen på over for de vælgergrupper.

Mandag annoncerede hun, at regeringen vil give 5.000 kroner ekstra til de dårligst stillede folkepensionister, ligesom førtidspensionisterne også skal have en lille check for at afhjælpe de aktuelle prisstigninger.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deler valgmateriale ud, i forbindelse med valget om forsvarsforbeholdet, på Rådhustorvet i Randers lørdag den 23. april 2022.
Statsminister Mette Frederiksen (S) deler valgmateriale ud, i forbindelse med valget om forsvarsforbeholdet, på Rådhustorvet i Randers lørdag den 23. april 2022. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Det er ikke nogen tilfældighed. B.T. har flere gange beskrevet, hvordan S-regeringen gang på gang har forbigået de ældre, og Ældre Sagens formand, Bjarne Hastrup, har skudt med skarpt efter regeringen.

»Regeringen har voldsomt nedprioriteret ældreområdet. De gør absolut ingenting, før vi råber op i pressen. Så det gør vi nu,« sagde Bjarne Hastrup til B.T. i marts.

Den lille check til pensionisterne er Mette Frederiksens forsøg på at bejle til pensionisterne op til et valg. Og samtidig imødekommer hun de røde venner i SF og Enhedslisten. To fluer med et smæk.

Ved samme lejlighed annoncerede Mette Frederiksen også, at der komer en storstilet 2030-plan for dansk økonomi efter sommerferien. Et reelt valgoplæg fra Socialdemokratiet.

Mette Frederiksens store problem er dog, at pengekassen er tom. Ukrainske flygtninge, en historisk stor militær oprustning, og flere børn og ældre har ædt hele budgettet.

Hun skal derfor ud og battle med Ellemann og Pape om at være mest økonomisk ansvarlig. Et sted, hvor de borgerlige normalvis har hjemmebane.

Faktum er nemlig, at der simpelthen ikke er plads til nogen gaveregn i en 2030-plan, når man som S-formand ikke vil skære en bøjet 25-øre i velfærden.

I virkeligheden handler det om at spille sikkert og ‘lukke huller’ i forsvaret for Mette Frederiksen. Ingen store stats, når man som S-formand ligger til en sikker sejr langt inde i kampen mod de blå.

Hun skal derimod tættere på de ældre vælgergrupper og især yngre storbyvælgere, som ved kommunalvalget vendte Socialdemokratiet ryggen.

Valget kommer formentlig tidligst til november – måske først til næste forår – men Mette Frederiksen er gået i valgkampsmode. Fra nu og frem mod et valg skal vi vænne os til udspil på udspil fra Mette Frederiksens tropper.

Andre læser også