Det var både en forløsning og et tegn på overskud, da landets statsminister lørdag turde gå tilbage til 'den måske største fuser', hun har lavet.

»Hvor uheldigt det virkede dengang, lige så mange point vil jeg sige, at hun får tilbage nu ved at gøre lidt grin med det.«

Sådan lyder det fra den politiske kommentator Lars Trier Mogensen, efter statsminister Mette Frederiksen (S) under lørdagens partikongres i Aalborg valgte at fortælle lidt om, hvad der var gået forud, da hun i begyndelsen af juni under valgkampen fandt en lillebitte elpære frem fra sin lomme under en direkte tv-duel med den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen – hvorefter klappen gik ned:

»Det her er for dem, der ikke lige kører bil, sådan en lille pære, der skal i – øh – altså i bilen, når man skal kunne lyse på vejen. Øh,« lød det blandt andet dengang fra Mette Frederiksen i bedste sendetid, da hun forsøgte at bruge den medbragte rekvisit til at aflevere sin pointe om afgifter.

Lørdag fik hun endnu en gang pæren i hånden, da en mandlig socialdemokrat gav den til hende, efter han havde brugt den under en tale om iværksætteri.

Og denne gang mistede hun hverken tråden – eller sit smil:

»Jeg ved ikke, om I kan huske, at jeg havde den her med i valgkampen? Den skulle illustrere sådan noget med forhøjelser på punktafgifter og andre afgifter,« forklarede hun til stor latter fra salen, før hun fortsatte:

»Første tanke var, at jeg skulle have en plade Marabou-chokolade med. Så tænkte jeg, at den er sådan lidt svær at have med i lommen.«

Derfor overvejede man i stedet, om hun skulle have en pose kaffe med.

»Det var også relativt svært, og så tænkte vi: 'Denne her er god',« fortalte hun og holdt pæren op.

»For den kan man lige have i lommen,« tilføjede hun.

'Det var en forløsning'

Til B.T. forklarer Lars Trier Mogensen, at Mette Frederiksen har haft en god – og heldig – start som statsminister:

»Hun er på mange måder kommet svineheldigt i gang som statsminister. Blandt andet på grund af Venstres sammenbrud og Trump-sagen. Så hun har ligesom fået tanket noget selvtillid og noget pondus op, og derfor er det jo lidt sådan en overskudshandling at turde at gå tilbage til den måske største fuser, hun har lavet i hvert fald udadtil med det her flop af et pære-stunt,« fortæller han.

Lars Trier Mogensen er denne weekend selv til stede i Aalborg under S-kongressen, og han forklarer, at han kunne mærke en form for forløsning, da Mette Frederiksen lavede lidt grin med pæren.

»Hun er jo ikke nødvendigvis den mest morsomme politiker, vi kender, for det er nogle gange lidt mere alvorstungt. Derfor kunne man fornemme, at det med, at hun kiksede og nu tør tage det på sig og vende det rundt og gøre det selvironisk, var en forløsning,« siger han og fortsætter:

»Det er sådan en overskudshandling, man typisk kun vil se blandt politikere, når de vitterligt er ovenpå. På den måde bliver det også lidt et tegn på, at man har godt styr på sine ting.«

Efterfølgende har statsministeren delt et sammenklip fra partikongressen, hvor hun taler om pæren, og fra den famøse tv-duel, hvor det gik galt. I kommentarfeltet hyldes hun for sin måde at håndtere det på:

'Hvor er du skøn. Dejligt, du har selvironi,' skriver Facebook-brugeren Sara Pedersen, mens Charlotte Larson skriver:

'Altid godt, når man kan grine lidt ad sig selv.'

En tredje, Jens Schwanenflügel, konstaterer blot:

'Det er godt, at du har pæren i orden.'