14 farlige hunderacer skal forbydes i Danmark. Det kan blive resultatet, hvis politikerne vedtager anbefalingen fra regeringens særlige hundeudvalg.

Kamphunde som amstaff og pitbull terrier kan blive to af de i alt 14 racer, der forbydes, hvis flertallet i Folketinget følger de anbefalinger, som kommer fra regeringens særlige hundeudvalg.

Det erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten.

DEBAT: SKAL 14 FARLIGE KAMPHUNDERACER FORBYDES?

Den model, som det særlige udvalg er nået frem til, består i, at de 14 racer hverken må importeres eller avles og skal udfases i takt med, at hundene dør af naturlige årsager.

Avlsforbuddet skal håndhæves ved, at de farlige hunde steriliseres. I overgangsfasen, hvor hundene stadig vil findes i Danmark, skal de holdes i snor og bære mundkurv, når de bliver luftet.

Regeringens udvalg kunne ikke blive enig om én anbefaling og har derfor også udarbejdet en model, der går ud på, at farlige hunde holdes i snor og bærer mundkurv uden at være omfattet af et import- og avlsforbud.

Alligevel hilser Flemming Møller, Venstres ordfører inden for dyrevelfærd, en forbudsmodel velkommen.

- Nu glæder jeg mig til at se forslaget i sin helhed, så jeg kan tage stilling til, om det kan gennemføres, siger Flemming Møller.

/ritzau/