Udvælgelsen af Region Nordjyllands Regionsråd har udviklet sig til en gyser.

Morten Klessen og Lis Mancini fra Socialdemokratiet fandt onsdag aften ud af, at kun én stemme skilte dem ad. En stemme til Morten Klessens fordel.

Nu skal alle Socialdemokratiets stemmer i Region Nordjylland gentælles.

Men en ulykke på valgaftenen foruden kunne have ændret det hele.

Morten Klessen (S) endte med at blive en del af noget af en valggyser. Foto: Morten Klessen
Morten Klessen (S) endte med at blive en del af noget af en valggyser. Foto: Morten Klessen
Vis mere

»Min moster og onkel kommer op til valgstedet. De er begge gangbesværede, men når op på toppen af trappen til indgangen,« fortæller Morten Klessen allerede grinende, inden han får fortalt historien færdig.

»Min onkel har deres hund, en skotsk terrier, i hånden. Pludselig løber den efter noget, og min onkel lander med hovedet først ned ad trappen. De må på skadestuen med det samme og får aldrig stemt,« afslutter han.

»Han har det godt nu, og derfor kan jeg også grine af det.«

Og situationen er også absurd.

»For hvis de to havde stemt, havde jeg ført med tre stemmer, og så var det jo nok ikke endt i en fintælling,« forklarer Morten Klessen.

Men han synes til gengæld kun, at det er rimeligt med en fintælling, når der kun er tale om én stemmes forskel.

»Jeg vil glæde mig over, hvis jeg kommer ind, men jeg vil også glæde mig over, hvis Lis Mancini kommer ind. For så er det det, stemmerne siger. Sådan er det, sådan er demokratiet,« siger han.

Samme melding kommer fra Lis Mancini:

»Vi blev enige om, at man skylder begge parter en fintælling, når det er så tæt. Jeg er jo i et limbo lige nu, et ingenmandsland hvor man ikke ved, om man er inde eller ude. Men jeg er afklaret med begge dele,« siger hun.

Og der er faktisk en reel mulighed for at være inde eller ude af Regionsrådet, hvis der bliver fundet to stemmer i en af de to kandidaters favør.

Med sin ene stemme står Morten Klessen lige nu med den 41. plads i Regionsrådet, men den går til Lis Mancini side, hvis hun får to yderligere stemmer.

Stemmerne bliver formentlig først talt færdig over den kommende weekend.

»Problemet er, at jeg ikke synes, jeg får lavet noget. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget, før jeg får afklaring,« siger Morten Klessen om sin venteposition.

Han har lige nu 1.397 stemmer, og 1.396 er indtil videre gået til Lis Mancini.