Ifølge DR Nyheder vil folketingsmedlem Annette Vilhelmsen (SF) udfordre sundhedsminister Astrid Krag (SF) i kampen om at blive ny formand for SF.

Flere kilder sagde søndag til DR, at Annette Vilhelmsen søndag aften vil meddele, at hun går efter formandsposten. Senere bekræftede hun det over TV2.

- Ja, jeg stiller op, siger hun til TV2.

Dermed bliver det et kampvalg, der skal afgøre, hvem der bliver SFs kommende formand.

Annette Vilhelmsen, der er SFs erhvervsordfører, har siden Villy Søvndals udmelding om, at han ville stoppe som formand, overvejet, om hun skulle gå efter posten.

Søndag morgen meddelte Trine Pertou Mach, medlem af SFs landledelse, at hun ikke ønsker at gå efter posten.

BNB