Forligsmand Mette Christensen tager i dag fat på den vanskelige opgave med at mægle på det offentlige område og undgå at en storkonflikt sætter hele landet i stå.

Mette Christensen insisterer på at blive kaldt mand – altså forligsmand – og ikke forligskvinde.

Det lærte FOAs formand Dennis Kristensen engang på den hårde måde, da han i ligestillingens navn forsøgte sig med at titulere hende forligskvinde.

Mette Christensen afbrød ham med ordene: »Der står i loven, at det hedder forligsmand«.

»Hun sagde det med en smil, men tonefaldet var bestemt. Formalia skulle overholdes,« siger Dennis Kristensen.

Det er nu, armlægningen går i gang. Efter det korte orienteringsmøde forleden sætter forligsmanden sig i dag for bordenden i den historiske hvide bygning på Sankt Annæ Plads i København. I dag mødes parterne på statens område for at forhandle om den betalte frokostpause for 180.000 akademikere. Tirsdag er det lærernes tur, og hvad der videre skal ske, er fortroligt. Men slagsmålet om lønrammen, hvor staten tilbyder 6,8 pct., og lønmodtagerne kræver 8,2 pct., er udskudt til en senere runde.

Mette Christensen blev forligsmand i 1993 og kender spillet. Det er heller ikke første gang, at to parter står stejlt over for hinanden.

Men det er første gang i en halvt århundrede, at staten, regionerne og kommunerne forhandler samtidig.

724.000 offentligt ansatte
Som en ekstra komplikation har de 724.000 offentligt ansatte svoret en historisk musketeréd, så man kan roligt sige, at den 72-årige dommer og tidligere vicepræsident i Sø- og Handelsretten denne gang er sat på en vanskelig opgave.

Kan nogen imidlertid klare opgaven og dermed undgå, at hele landet lammes af en altomfattende storkonflikt lige efter påske, er det hende.

Tine Aurvig-Huggenberger har som tidligere næstformand i LO siddet over for Mette Christensen flere gange. Ifølge hende skal forligsmanden ikke kun være kompetent, men også være i besiddelse af en stærk psyke parret med en jernfysik og stor udholdenhed. Alt det har Mette Christensen.

»Og så er hun velbegavet,« siger hun.

Fra sine oplevelser i Forligsinstitutionen mindes Tine Aurvig-Huggenberger, hvordan Mette Christensen overtog retten til hendes liv og levned i de dage og uger, forhandlerne sad lænket til bordet og ikke måtte forlade bygningen, før der blev sendt hvid røg op som tegn på, at man var blevet enige. Eller var tæsket på plads.

»Hun kan bestemme, hvor du skal være, hvornår du skal være der, og hvor længe du skal være der. Hvis hun vurderer, at det kan være nødvendigt at lægge et moderat fysisk pres på parterne, kan hun holde dem i to gange 14, hvor de skal bo, sove og vaske sig i Forligsinstitutionen,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hvis ikke man har prøvet det før, venter der en hård oplevelse. Lærernes garvede formand Anders Bondo Christensen er veteran. Men for innovationsminister Sophie Løhde og hendes adjudanter fra Moderniseringsstyrelsen er det første gang.

»Man skal mærke det tunge samfundsansvar på sine skuldre,« siger Tine Aurvig-Huggenberger og beskriver, hvordan forligsmanden kan kalde folk til møde klokken 22, sende dem ud efter en time og gentage seancen klokken 2, 4, 6 og klokken 8, indtil lugten af svedige skjorter, søvnmangel og sult nedbryder forhandlernes panser.

Sådan kan Mette Christensen fortsætte i en måned. Hendes eget lille hemmelige våben er egen lejlighed i bygningen med soveværelse og bad.

»Jeg kan huske, at da jeg begyndte, syntes jeg at det var åndsvagt at sidde der i 24 timer. Hvorfor kunne vi ikke bare få lov at gå hjem og sove og være friske i hovedet. Men det er der en god grund til. Hvis man får lov at tage hjem og sove, begynder man helt forfra, når man kommer igen,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Husk lige tandbørsten
Bente Sorgenfrey, som er formand for FTF, har stor respekt for den ramme, som Forligsinstitutionen sætter om forhandlingerne.

»Man kan ikke sidde og spille smart, og det bliver ikke accepteret, hvis man bare sidder og padler baglæns. Man bliver nødt til at bidrage aktivt. Hvis forligsmanden vurderer, at man kommer med noget, der ikke kan bruges, sendes man tilbage, indtil man er mør,« siger hun.

Selv om bygningen rummer en lang historie, der går helt tilbage til 1910, er lokalerne nærmest kedelige, mener hun.

»Der er på ingen måder hyggeligt at være der. Man befinder sig i et fortroligt rum og kan ikke sidde med sin smartphone og sende tweets ud af huset. Det går ikke.

Man kan heller ikke gå ud i byen og få sig noget aftensmad. Det må kan skaffe sig op på anden vis. Man skal huske tandbørsten, og det er klogt at have lidt ekstra tøj med i kufferten,« siger Bente Sorgenfrey.