Justitsminister Peter Hummelgaard (S) udtaler sig nu for første gang om sin tidligere partifælle Henrik Sass Larsens straffesag.

Det skriver Ekstra Bladet.

I en mail har B.T. fået samme reaktion fra justitsministeren.

 »Der er tale om en meget alvorlig tiltale, som jeg er dybt chokeret over. Det er naturligt, at jeg som justitsminister bliver orienteret om konkrete sager, der forventes at kunne påkalde sig betydelig offentlig opmærksomhed. Det er jeg også blevet i den konkrete sag,« skriver Peter Hummelgaard til B.T.

Henrik Sass Larsen er tiltalt for tre forhold, hvor to af dem drejer sig om, at den tidligere minister skal have haft over 8500 billeder og videoer med seksuelt overgrebsmateriale med børn. Sidste anklage mod ham er, at han skulle have haft en børnesexdukke i sit hjem.

Den 58-årige ekspolitiker nægter sig skyldig.

Landets justitsminister har ikke været med i beslutningen om, hvad der skulle ske med politiets efterforskning.

»Jeg vil dog gerne slå fast, at jeg på ingen måde har været involveret i beslutningen om at rejse hverken sigtelse eller tiltale. Der er tale om en konkret straffesag, der nu skal behandles af domstolene og derfor har jeg af principielle grunde heller ikke yderligere kommentarer,« skriver Peter Hummelgaard.

Henrik Sass Larsen valgte søndag selv at stå frem og fortælle, at han er tiltalt i en straffesag.

Utallige overgrebsvideoer 
Det fremgår af sagens dokumenter, som B.T. har fået indsigt i, at politiet ransagede eksministerens lejlighed 5. juli 2023. 

 Her fandt betjente to bærbare computere, et USB-stik, en iPad og en iPhone, hvor der i alt var gemt 8473 billeder og 2231 videoer.

Her er ordensmagten gået ind og har sorteret indholdet på de forskellige billeder og videoer. De er herefter blevet kategoriseret i tre kategorier, hvor kategori 1. ses som den mildeste og kategori 3. som den groveste.

Ifølge politiet fordeler billederne og videoerne sig således, at der 1.750 billeder og 648 filmsekvenser i kategori 1.

Der er 4.240 billeder og 1.386 filmsekvenser i kategori 2, og der er 252 billeder og 197 filmsekvenser i kategori 3.

Sagens andet forhold stammer ligeledes fra 5. juli 2023, hvor politiet ransagede den tidligere S-profils lejlighed på Amager.

Her fandt man en børnesexdukke, som politiet mener udelukkende var konstrueret med seksuelt formål. Dukken var opskåret i skridtet og kunne styres elektronisk.

Sass' forklaring
I en pressemeddelelse, der blev sendt ud søndag, fortalte Henrik Sass Larsens forsvarsadvokat, Peter Lundmark Jensen, at man droppede at få et navneforbud.

Ifølge advokaten havde 'den samlede danske presse' omtalt sagen på en måde, så 'min klients identitet er tydeliggjort og dermed i realiteten offentliggjort'.

»Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte,« sagde Henrik Sass Larsen i pressemeddelelsen.