Justitsminister Peter Hummelgaard har i de seneste uger med stor ihærdighed forklaret danskerne, at Pusher Street på Christiania skal lukkes og den åbenlyse kriminalitet skal stoppes. Men nu vil han ikke garantere, at det rent faktisk sker.
»Jeg kommer selvfølgelig ikke til at stå og udstede garantier,« sagde justitsminister Peter Hummelgaard til tirsdagens pressemøde, da B.T. spurgte om justitsministeren ville love danskerne og sætte sit job ind på om hashhandlen var væk fra Pusher Street om et år.
»Alt hvad jeg gør i disse dage og uger skal gerne føre til, at du ikke oplever det. Når jeg ikke giver en garanti, så er det fordi jeg for det første erkender, at vi denne her gang er nødt til at gøre det anderledes end de sidste halvtreds år. Når man har ryddet, så er kriminaliteten bare vendt tilbage igen,« sagde Hummelgaard og fortsatte:
»Derfor går vi også til det anderledes denne gang. Først og fremmest ved at udsulte efterspørgslen på Pusher Street og ved at gennemføre en reel forandring af det fysiske område derude,« sagde han.
Jeg er 45 år gammel og i al den tid, så har folk talt om at lukke Pusher Street. Du kan ikke give en garanti på, at om et år – det er altså lang tid – så er det væk?
Du siger det jo i virkeligheden selv. Folk har forsøgt i alle de år og derfor kommer jeg selvfølgelig ikke til at udstede garantier,« siger Hummelgaard og fortsætter:
»Vi kommer til at gøre det anderledes den gang her. Det kommer også til at tage længere tid. Hvis jeg ville virke handlekraftig, så kunne jeg jo godt have dialog med politiet om at rykke ud med bulldozere og rydde det, men hvis det fører til det samme resultat, som der har været i dit 45 år lange liv, så ville det jo være en dårlig idé,« siger ministeren.
Du kan læse livebloggen fra dagens pressemøde herunder.