Justitsminister Peter Hummelgaard giver, i modsætning til statsminister Mette Frederiksen, sig nu i kast med sit syn på den såkaldte SMS-sag.

Det gør han i et længere indlæg på X.

Han skriver blandt andet:

'Politiet blev helt ekstraordinært sat til at undersøge, om sms’er kunne genskabes. De prøvede alle tænkelige, relevante skridt. Men uden held. Alle, især de involverede, havde meget gerne set de sms’er genskabt. Så havde vi alle undgået flere spekulationer og påstande.'

'Nu skriver medierne så om en ny, uafprøvet metode og vildledning af Folketinget. Men kritikken, der rejses i mediedækningen, bygger på en række forkerte antagelser og præmisser.'

Herefter går justitsministeren i gang med at opremse det, han kalder henholdsvis 'fakta' og 'påstande':

'Påstand: At de IT-ansvarlige i ministerierne ikke blev involveret. Fakta: De IT-ansvarlige i ministerierne blev inddraget i arbejdet med at genskabe sms’erne.'

'Påstand: At man ikke sikrede, at alle relevante mobiler blev udleveret. Fakta: Det blev sikret, at alle relevante telefoner blev sendt til politiet.'

Ministerens konklusion lyder:

'Fakta har altså ikke ændret sig. Men nu kører fortællingen igen. Det er den samme mink-kampagne, vi så for fire år siden. Substansen er ligegyldig for visse partier, så længe man skaber støj.'

Mandag kunne B.T. og Berlingske på baggrund af en aktindsigt afsløre, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde kendskab til en metode, der måske kunne have genskabt sms-beskeder i Minksagen.

En specialist i Center for Cybersikkerhed  har gjort opmærksom på, at det muligvis kunne lykkes at genskabe de sms-beskeder, der var blevet slettet.

Det krævede, at man skulle undersøge de computere, der var koblet til telefonerne.