Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kommer til at tale i stedet for S-formanden i Fælledparken 1. maj.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte tirsdag, at hun ikke vil tale til det traditionsrige 1. majarrangement i Fælledparken. Årsagen er ifølge S-formanden, at der er for meget ballade til arrangementet.

Arrangørerne har dog fundet en afløser for statsministeren. Det bliver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Jeg er jo fuldstændig enig i statsministerens prioritet om ikke at tale i Fælledparken 1. maj. Jeg mener, at hendes tid og budskaber er bedre brugt, når der ikke er venstreekstremistiske hooligans, der saboterer hendes tale, siger han.

- Det er mindre problemfyldt, at min tale bliver saboteret.

Mette Frederiksen begrundede tirsdag sin beslutning med, at der de senere år har været uroligheder i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag.

1. maj i Fælledparken sidste år - cirka en måned inden Socialdemokratiet overtog regeringsmagten ved folketingsvalget 5. juni - måtte Mette Frederiksen holde pause i sin tale efter tilråb og slagsmål foran scenen.

Adspurgt om det ikke burde være Socialdemokratiets formand, der stiller sig på Fælledparkens store scene 1. maj, svarer Hummelgaard:

- Jeg tror bare, at det er helt rigtigt, at Socialdemokratiets nummer et og statsministeren skal holde tale et sted, hvor vi er sikre på, at folk gerne vil lytte til budskaberne, siger beskæftigelsesministeren.

Mette Frederiksen er ikke den eneste socialdemokratiske leder, der er blevet mødt af protester gennem årene i Fælledparken.

I 2014 blev daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) tale mødt af aktivister med fløjter, og der opstod håndgemæng.

Og tilbage i 1992 blev daværende S-formand Poul Nyrup Rasmussen blandt andet mødt af kast med tomater i Fælledparken.

S-formanden blev tirsdag spurgt, om det så for tid og evighed er slut med de store taler i Fælledparken:

- Der er aldrig noget, der behøver at vare i al evighed, men jeg har det sådan, at jeg synes ikke, ballade og slåskampe hører til ved 1. maj. I hvert fald ikke, hvor jeg selv skal deltage, sagde Mette Frederiksen.

/ritzau/