Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den nye udenrigsminister er sikker på, at han kan løfte opgaven efter sin forgænger, Villy Søvndal. Udenrigspolitikken står ham meget nær, forsikrer han.

Udenrigsministerposten er et ønskejob for Holger K. Nielsen (SF), der ikke tøvede med at sige ja til at bytte Skatteministeriet ud med et nyt.

»Da jeg blev spurgt, om jeg ville overtage det, var jeg ikke særligt meget i tvivl, fordi udenrigspolitik er noget, jeg har beskæftiget mig meget med. Så jeg er sikker på, at jeg kan løfte opgaven,« siger Holger K. Nielsen på vej ind i Statsministeriet, hvor det nye ministerhold mødes til en kop kaffe inden det skal i audiens hos dronningen klokken 11.30.

Den tidligere SF-formand understreger også, at det er vemodigt, at Villy Søvndal (SF), som han overtager posten efter, har sagt endeligt farvel til politik.

»Jeg er ked af, at Villy har trukket sig fra dansk politik – han har spillet en enormt stor rolle for SF og Danmark,« siger Holger K. Nielsen.

Selvom han kun nåede at få knap et år som skatteminister, nåede Holger K. Nielsen at blive meget glad for sit ministerium.

»Jeg har været glad for at være minister. Virkelig glad. Det er vemodigt, for selvom jeg ikke har beskæftiget mig så meget med skat, inden jeg blev minister, har det været utroligt interessant for mig, og jeg har også haft en central position i regeringens økonomiske politik,« siger han.

Den venter den nye skatteminister, Jonas Dahl (SF), en del opgaver, der skal løses – blandt andet om de omstridte ejendomsvurderinger, og på spørgsmålet om, hvorvidt Holger K. Nielsen har det fint med at overlade opgaverne til sin afløser, lyder svaret:

»Han er en smadderdygtig fyr, så det klarer han nok.«