Donald Trumps aflysning af statsbesøget i Danmark og efterfølgende Twitter-angreb på Mette Frederiksen har udløst massiv kritik af den amerikanske præsident – både i USA og fra danske politikere.

Blandt andre har de tidligere statsministre Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning Schmidt langet ud efter Trump. Og det giver krisen nyt liv.

»Det har været en rigtig stor historie i USA, og der er ingen tvivl om, at forholdet mellem USA og Danmark er belastet lige nu,« siger Anders Agner Pedersen, ekspert i amerikanske forhold og redaktør for kongressen.com:

»Nu er låget ligesom for alvor kommet af krukken, og Donald Trump har set sig lidt sur på den her situation. Når det sker, så plejer der at komme mere. Vi skal ikke blive overraskede i Danmark, hvis der kommer flere kritiske tweets om Danmark fra Donald Trump de kommende dage.«

Donald Trump har fået nej til at købe Grønland. Det har han ikke taget specielt godt.
Donald Trump har fået nej til at købe Grønland. Det har han ikke taget specielt godt. Foto: TASOS KATOPODIS
Vis mere

Flere internationale medier som BBC, CNN og Washington Post citerede onsdag og torsdag formiddag en lang række danske politikere for hård kritik af Donald Trump.

Og det kan være en motor, der ender med at optrappe konflikten.

»Når danske politikere og tidligere statsministre på den måde synes, at de har ret til at udtale sig med så farverigt sprog om Donald Trump, så spiller det ind i en amerikansk debat, som holder historien kørende,« siger Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved institut for statskundskab på Københavns Universitet:

»Fortsætter den her konflikt med at være så højt på dagsordenen i USA, og dækningen og kommentarerne fortsætter med at være så kritiske mod Trump, så kan det sagtens være, at han fortsætter sine angreb.«

Generelt har Trump dog stort set ingen opbakning til at være i konflikt med Danmark, som i USA regnes for en stabil og rolig allieret, forklarer Anders Agner Pedersen:

»Generelt har folk reageret med hovedrysten over Trumps måde at reagere på,« siger Anders Agner Pedersen:

»Men der er ingen tvivl om, at onsdag var en af de dårligste dage i det dansk-amerikanske forhold nogensinde. Der er nogle skår, der skal klinkes.«

Onsdag nat talte den danske udenrigsminister, Jeppe Kofoed, med sit modstykke i USA, Mike Pompeo.

Mette Frederiksen har ageret skydeskive for Donald Trump.
Mette Frederiksen har ageret skydeskive for Donald Trump. Foto: Ints Kalnins
Vis mere

Det kom der en positiv dialog ud af, og det viser med al tydelighed, hvilket niveau krisen foregår på, mener Kristian Søby Kristensen.

»Det her er en krise, som handler om retorik og etikette. Trump er sur over Mette Frederiksens måde at sige tingene på, og selv har han overskredet normal diplomatisk etikette adskillige gange på få dage,« siger Kristian Søby Kristensen:

»Men realpolitisk fortsætter samarbejdet mellem USA og Danmark, som det har gjort hidtil. Der er trods alt for mange sammenfaldende interesser til, at det her er blevet en reel politisk krise mellem landene.«

Til gengæld kan det blive et lille problem, at Donald Trump og Mette Frederiksen måske ikke er de bedste venner lige nu.

»Det er selvfølgelig ikke godt, når der ikke er god kemi mellem statsledere, for god kemi gør mange ting lettere. Jeg vil dog sige: Trump har ikke god kemi med særligt mange andre statsledere, så det her er ikke en unik situation for Mette Frederiksen eller Danmark,« siger Kristian Søby Kristensen.