Højere afgifter på usunde varer har ikke fået grænsehandlen til at stige så dramatisk, som Venstre og erhvervslivet fremstiller det, viser tal fra Skatteministeriet.

I 2012 vil danskerne krydse grænsen og slæbe øl, chokolade og andre fornødenheder med tilbage til Danmark for en milliard kroner mere end sidste år.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en ny grænsehandelsrapport fra Skatteministeriet.

I alt ventes danskerne at bruge 10,6 milliarder kroner på den anden side af grænsen i indeværende år. Det er under gennemsnittet af, hvad der blev brugt i årene 2000-2012.

Det får skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til at konkludere, at Venstre og erhvervslivet overdriver, når de påstår, at grænsehandlen er inde i en eksplosiv stigning.

- Det er ligesom at skyde gråspurve med kanoner, når man gør afgifter og grænsehandel til det store problem i dansk økonomi i øjeblikket. De har haft en meget skinger debattone. Vi kan godt erkende, at der er et problem. Men vi skal også erkende de saglige realiteter, nemlig at det stadig er til at håndtere, og at grænsehandlen ikke er større, end den har været tidligere, siger han.

Sidste år blev afgifterne på varer som slik, cigaretter og øl købt i Danmark hævet. Det har ifølge rapporten betydet et boost til grænsehandlen på en milliard kroner.

Men også de afgiftsforhøjelser, der blev indført under VK-regeringen fik grænsehandlen til at stige, viser rapporten.

Selvom grænsehandlen er lavere end ventet, mener administrerende direktør for De Samvirkende Købmand, at afgifterne skal sænkes.

- Vi har ikke meget tillid til det skønmaleri, som Skatteministeriet gang på gang kommer med. Men uanset om grænsehandlen er 10, 12 eller 14 milliarder kroner, mener vi, at det er en dårlig forretning for Danmark at have al den handel liggende syd for grænsen i stedet for i de danske butikker, siger han til Jyllands-Posten.