Hjort afviser at have fornemmelse af, om Samsam var ansat i tjenester, men bemærkede en ansvarsfralæggelse.

Der foregik "et abekastningsspil" mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) i forbindelse med sagen om Ahmed Samsam.

Det siger tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et interview med B.T., der ifølge mediet er hans første udtalelser om sagen.

I interviewet forholder det nu forhenværende folketingsmedlem sig ikke til, om Samsam var agent for FE eller PET.

Hjort bliver foreholdt, at han selv var forsvarsminister, da Samsam blev anholdt, og svarer:

- Ja, det er rigtigt, men dengang var der mest tale om, hvem var han hyret af? Var han hyret af FE, eller var han hyret af PET?

- Der var ligesom, fornemmede jeg, sådan et abekastningsspil mellem de to tjenester, og det er så langt, jeg var inde i den sag, siger Hjort til B.T.

Han uddyber, at han ikke har nogen fornemmelse af, om Samsam var ansat i en af de to tjenester, men siger, at han kunne se, "at de to tjenester ligesom fralagde sig ansvaret begge to".

Ahmed Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

I 2020 blev han udleveret til Danmark, hvor han afsoner resten af sin straf i Enner Mark Fængsel i Horsens.

Ahmed Samsam har erkendt, at han rejste til Syrien i 2013 og 2014 for at tilslutte sig IS. Men han gjorde det på vegne af de danske efterretningstjenester for at spionere for Danmark, har han forklaret.

Også flere medier har på baggrund af anonyme kilder beskrevet, hvordan Ahmed Samsam skulle være blevet hvervet af danske efterretningstjenester.

Det er dog ikke informationer, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) eller Politiets Efterretningstjeneste (PET) har vedstået sig.

/ritzau/