Finansministeren vil tage en snak med partifælles Marion Pedersen, der truer flertallet bag finansloven. Men han afviser at genåbne finanslovforslaget.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser sin partifælle Marion Pedersens krav om at få pillet en ændring af bilskrotningreglerne ud af næste års finanslovforslag.

Marion Pedersen truer med ikke at stemme for finanslovforslaget, hvis det ikke sker, og dermed er der ikke flertal for forslaget.

- Spørgsmålet er, hvor mange skatteressourcer man skal bruge for at reparere biler, som i virkeligheden burde skrottes, siger Claus Hjort Frederiksen efter et møde i Venstres folketingsgruppe.

Ifølge finansministeren har Marion Pedersen ikke tidligere - under forhandlingerne om næste års finanslov - "sagt fra" overfor forslaget.

I stedet hørte Claus Hjort Frederiksen først om truslen, da han søndag modtog et brev fra det utilfredse folketingsmedlem. Et brev som nu er videresendt til den relevante såkaldte ressortminister, skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

- I Venstre har vi jo tradition for at snakke samme om det. Nu er det jo ikke mit stofområde, men vi skal selvfølgelig have en snak med Marion Pedersen. Men man kan ikke true sig til ændringer. Det er noget, vi snakker om, siger finansministeren.

Marion Pedersen er valgt i Tårnby-kredsen, der er en del af Venstre i Storkøbenhavn, og hun har sammen med sin mand et autoværksted.

Det, der får Marion Pedersen til at sætte VK-regeringens flertal på spil, er, at det i finanslovaftalen er bestemt, at grænsen for, hvad det må koste at reparere en bil, inden den skal skrottes, sænkes til 65 procent af bilens værdi. I dag går grænsen ved 75 procent.

Truslen kommer et par uger efter, at regeringen, Dansk Folkeparti og

Kristendemokraterne ellers blev enige om en finanslovaftale. For at aftalen kan blive til virkelighed, kræver det, at alle medlemmer i de fire partier stemmer for, da der ellers ikke kan mønstres de flertalsgivende 90 mandater.

/ritzau/