Sjúrður Skaale, som er folketingsmedlem for Javnaðarflokkurin, stemmer ikke i sagen om Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Det har han netop nu fortalt til B.T.

»Jeg står jo i en meget speciel situation, som medlem af Folketinget for Færøerne. Det er en meget intern dansk sag. Den vedkommer ikke mig og Færøerne. Det rimelige ville være, at det er en beslutning, som de danske parlamentarikere tager,« siger Sjúrður Skaale.

Løsgænger Orla Østerby oplyser til B.T., at han vil stemme imod, at Claus Hjort Frederiksens immunitet ophæves.

Det betyder, at der ikke kan skabes flertal for ophævelse af immuniteten.

Dermed er nu 90 mandater i Folketinget, der vil stemme imod, at Claus Hjort Frederiksens immunitet ophæves. Omvendt er der 67 mandater, der har meldt ud, at de stemmer for.

Justitsminister Mathias Tesfaye siger på et samråd torsdag, at han ikke vil dele fortrolige oplysninger, selvom Folketinget nu har fredet Claus Hjort Frederiksen i lækagesagen.

Mathias Tesfaye blev efter samrådet spurgt, om han mener, man igen bør forsøge at rejse en sag mod Claus Hjort Frederiksen efter folketingsvalget, hvor Claus Hjort Frederiksen ikke genopstiller og derfor ikke har parlamentarisk immunitet.

»Nu sender jeg et brev til rigsadvokaten, og så er det op til anklagemyndigheden at have bolden herfra,« lød det fra Tesfaye.

De Konservative valgte her til formiddag, at de ikke vil stemme for at Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet ophæves.

»Jeg har indstillet til, at i sidste ende der hverken kan eller vil jeg bede folkevalgte medlemmer af Folketinget om at stemme for noget, de ikke ved,« siger Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative, efter et gruppemøde torsdag.

Claus Hjort Frederiksen, som er tidligere forsvarsminister for Venstre, har omtalt et samarbejde mellem den amerikanske efterretningstjeneste NSA og Danmark om aflytning af digitale kabler i Danmark.

Samarbejdet har flittigt været omtalt i pressen tidligere og indgået i en debat om, at tidligere forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte fem centrale medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste – herunder den øverste chef Lars Findsen – hvilket Claus Hjort Frederiksen på det skarpeste kritiserede.

Claus Hjort Frederiksen har selv i et interview med B.T. sagt, at han mener, sigtelsen mod ham kommer direkte fra regeringen, i hvad han mistænker er en politisk hævnakt.