To hjemløse ved den omstridte »romalejr« på Vesterbro i København svarer nu igen på den heftige kritik fra flere beboere i lokalområdet.

»Vi har ingen penge og kan ikke overnatte andre steder, men vi vil ikke gøre nogen utrygge eller ondt. Vi vil bare gerne samle flasker ind til vores familie,« siger en mand ved navn Paul til migogkbh.

B.T. har flere gange været forbi området, lokale beboere kalder en utryg »romalejr,« hvor ingen var 'hjemme,' men da migogkbh tirsdag opsøgte lejren stødte mediet på Paul og Anna fra Rumænien.

Parret fortæller ifølge mediet, at de lever af at samle flasker rundt omkring i København og sender de fleste penge hjem til deres familie.

Flere lokalbeboere har fortalt til B.T., at »romalejren« har været der i flere måneder, men de seneste par uger er vokset markant. 

Anette Kjersgaard har tidligere fortalt B.T. om telte, bål, afføring, tyverier og utryghed. Tirsdag besøgte B.T. lejren.

Rumænske Paul siger imidlertid til migogkbh, at parret bevidst holder sig for sig selv og ikke ønsker at bo sammen med større grupper:

»Det er ikke trygt. Der er meget larm og utryghed i de miljøer.«

Den 73-årige lokalbeboer Ole Verner Pihl har fortalt til B.T., at han den seneste periode har set flere og flere personer tage ophold ved Fisketorvet og på det grønne område ved metrostationen. 

Af den årsag overvejer han ligefrem at flytte. Læs mere HER.