Den seneste måned har mildest talt været udfordrende for Lars Løkke Rasmussen (V) og hans parti, Venstre, og det har tilsyneladende sat sit præg på meningsmålingerne.
I hvert fald var tilslutningen til Venstre i februar måned nede på 17,1 procent i snit af meningsmålingerne, og det er den laveste tilslutning i 25 år, skriver Altinget.dk.
Og dermed er Venstre gået hele tre mandater tilbage siden januar.
Men her slutter nedturen for Venstre dog ikke. For alt imens 'Danmarks Liberale Parti' oplever en historisk nedgang, så går det anderledes positivt på den anden side hos rød blok.
De oplever nemlig for første gang siden valget et flertal, viser snittet af meningsmålingerne i februar ifølge Altinget.
I den forgangne måned oplevede regeringspartiet massiv modgang, da De Konservative udtrykte mistillid til den nu tidligere miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V).
Og hele den sag er store dele af årsagen til, at Venstre nu oplever tilbagegang.
”Det var en møgsag for Venstre-regeringen på flere niveauer. Dels selve håndteringen, der skabte en unødig regeringskrise. Og dels på det politiske plan, hvor de færreste vælgere bakker op om en linje, der prioriterer landbrugets økonomiske interesser over miljøet,” siger Altingets politiske kommentator Erik Holstein til sit eget medie.
Hertil kan man desuden tilføje regeringens håndtering af asylkrisen og Lars Løkke Rasmussens manglende popularitet, lyder det fra Erik Holstein.