Kristendommen vinder opbakning i det politiske højre - ikke blot i Vesten men også herhjemme i Danmark.
Sådan lyder det nu fra historiker og forfatter Jes Fabricius Møller, der reagerer på en ny måling i Kristeligt Dagblad.
Målingen falder således lidt midt i de dage, hvor flest danskere går i kirke - nemlig i juletiden.
76 procent, eller tre ud og fire, svarer i målingen ja til, at Danmarks kristne historie har haft betydning for, hvordan det danske samfund ser ud i dag.
Målingen er lavet af analyseinstituttet Norstat.
I en tid, hvor kriserne tilsyneladende falder som perler på en snor, ser danskerne i stigende grad kristendommen som en del af fortællingen om, hvem vi er som folk, skriver mediet.

Noget af forklaringen hænger derudover sammen med den muslimske indvandring, ifølge historiker Michael Böss:
»De demografiske ændringer, vi har set i det danske samfund, har skabt en debat om, hvad det er for et fundament, det danske samfund står på.«
Jes Fabricius Møller følger trop:
»Mødet med muslimske medborgere, der tager deres tro alvorligt, betyder, at vi spørger os selv: Hvad vil vi egentlig med vores religion? Det tror jeg er noget af det, der er på spil.«

