Det går igen den gale vej med corona-smitten i københavnske vestegenskommuner som Albertslund og Brøndby.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut, og i et opslag på Facebook gør sundhedsminister Magnus Heunicke det klart, at han om nødvendigt er klar til at gribe ind.

»Derfor vil jeg sige til alle, der er i københavnsområdet: Vi må og skal have brudt de smittekæder nu,« skriver han og tilføjer:

»Myndighederne følger situationen tæt. Vi kan se rundt omkring på den nordlige halvkugle, Europa og USA, hvor hurtigt det kan gå den forkerte vej, hvis smitten kommer ud af kontrol. Derfor vil vi heller ikke tøve med nye tiltag, hvis sundhedsmyndighederne vurderer, at det er nødvendigt.«

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Også i Københavns Kommune og i Frederiksberg Kommune er smitten stigende.

I den første uge af november lykkedes det ellers af få smitten ned i en række vestegnskommuner, hvor der blev sat ekstraordinært ind med test, opsporing, isolation og en særlig task force, der understøtter kommunernes egen indsats.

Men nu er den såkaldte incidens - antal smittede per 100.000 borgere målt over syv døgn - igen over 300 i både Herlev, Albertslund og Brøndby, og i København og på Frederiksberg er der nu 210 smittede pr. 100.000 borgere, mens tallet var 185 for en uge siden.

Det vækker bekymring hos sundhedsministeren.

Corona-smitten stiger igen i Brøndby Kommune.
Corona-smitten stiger igen i Brøndby Kommune. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»De længste sammenhængende smittekæder, vi har i de nyeste analyserede smittedata i Danmark, er nemlig målt i københavnsområdet. Det viser, at vi ikke er gode nok til at få effektivt brudt de smittekæder,« skriver Magnus Heunicke og fortsætter:

»Når smitten får lov til at fortsætte, så breder den sig, og den kan ramme de af vores medborgere, som er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb pga alder, kroniske sygdomme, fordi de er i gang med andre alvorlige behandlingsforløb med mere.«

Sundhedsministeren opfordrer derfor alle til at følge de generelle råd om at holde afstand og god hygiejne.

Samtidig betoner han, at det er vigtigt, at man går i isolation, hvis man er smittet. Og holder isolationen til man er rask.