Sundhedsstyrelsens beslutning om at droppe vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson&Johnson var »ærgerlig, men helt rigtig«.

Sådan lød det fra sundhedsministeren, da han på en pressebriefing mandag blev udspurgt om myndighedernes kontroversielle beslutning om at udelukke to godkendte vacciner fra det danske vaccinationsprogram.

»Ja, det ærgrer mig. For at være helt ærlig. Ikke fordi det er en forkert beslutning, men da den melding kom, blev det en dårlig dag for os,« lød det fra Heunicke.

»Vi er kun interesserede i, at flest mulige vacciner kan indgå i vores vaccinationsprogram.«

Myndighedernes beslutning om at droppe vaccinerne har allerede haft den konsekvens, at vaccinationskalenderen er blevet mærkbart forsinket.

Det er Sundhedsstyrelsen med direktør Søren Brostrøm i spidsen, der har truffet beslutningen om, at man dropper brugen af vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson&Johnson.
Det er Sundhedsstyrelsen med direktør Søren Brostrøm i spidsen, der har truffet beslutningen om, at man dropper brugen af vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson&Johnson. Foto: Emil Helms
Vis mere

Forventningen er nu, at alle danskere er færdigvaccineret med udgangen af august. For de yngste grupper er det flere ugers forsinkelse. Og myndighederne hverken kan eller vil garantere, at yderligere forsinkelser ikke bliver en realitet.

Især de sidste grupper i vaccinekalenderen kan forvente en forsinkelse på helt op til fire uger, lyder skudsmålet fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsministeren understregede på pressebriefingen, at han dog står fuldt på mål for beslutningen om at droppe AstraZeneca- og Johnson&Johnson-vaccinerne.

»Jeg mener grundlæggende, at den danske model med vaccinerne er den helt rigtige. Jeg er meget tryg ved, at de her beslutninger træffes af fagmyndighederne og ikke hos politikerne,« sagde Magnus Heunicke.

I Tyskland har Heunickes ministerkollega, sundhedsminister Jens Spahn, netop besluttet, at man vil give vaccinen fra AstraZeneca til borgere over 60 år. Der tager politikerne altså mere kontrol med processen, end det er tilfældet i Danmark.

Det er kun Danmark og Norge, der har valgt at stoppe brugen af de to vacciner helt.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, var forstående over for ministerens ærgrelse.

»Jeg forstår godt, at ministeren var skuffet over vores beslutning og vurderinger vedrørende Johnson og AstraZeneca. Men vi har gennemført et af de mest grundige vurderinger af vaccinerne, deres bivirkninger og effekt.«

»Vi har været transparente og lagt alt frem. Det er grundlæggende for os,« sagde Søren Brostrøm.

På dagens briefing kunne Søren Brostrøm fortælle, at 1,5 millioner danskere nu er vaccineret mod corona.
På dagens briefing kunne Søren Brostrøm fortælle, at 1,5 millioner danskere nu er vaccineret mod corona. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Danmark havde allerede indkøbt cirka 8,2 millioner doser af Johnson & Johnson-vaccinen, og de første doser er allerede ankommet til Statens Serum Institut. Men der får de lov til at blive.

Sundhedsstyrelsen har dog ikke lukket døren for, at vaccinen – på samme måde som vaccinen fra AstraZeneca – kan tages i brug på et senere tidspunkt, hvis epidemien skulle komme ud af kontrol i en eventuel tredje bølge.

På briefingen blev det også annonceret, at 1,5 millioner danskere nu er vaccineret mod corona.

Det svarer til en tredjedel af personerne over 16 år, som får tilbudt vaccinen, lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Han forventer på den baggrund, at antallet af indlagte på intensivafdelinger vil falde i de kommende uger.

»Vi har meget få indlagt på intensivafdelingerne nu. Det er bestemt noget, vi kan håndtere i sundhedssystemet,« siger Søren Brostrøm.