Nicolai Wammen blev den 9. oktober far til Carl. Se billederne herover ved at klikke videre.

Med på billederne er Carls mor, det tidligere folketingsmedlem Julie Rademacher.

Carl Rademacher Wammen er kommet til en verden, som langt fra er den klassiske konstruktion med far, mor, børn og parcelhus.

Carl lægger sit liv ud med et sæt forældre, der aldrig har været eller er kærester. Den 40-årige far Wammen har netop fået et rejsekrævende job som Europaminister. Den 27-årige mor Rademacher flytter inden længe til Grønland, hvor hun efter fire år som socialdemokratisk folketingsmedlem skal være politisk rådgiver for Siumut, det grønlandske socialdemokratiske parti. Carl flytter med. Hun tog beslutningen om at flytte til sin fars hjemland i starten af august.

- Det er klart, at vores liv er mere udfordrende, end hvis vi boede og arbejdede inden for 20 kilometer, havde en bil hver og boede sammen i et parcelhus. Vi er klar over, at vores familiekonstruktion bliver anderledes end så mange andre, og vi står over for nogle andre udfordringer.

- Men det har vi givet hinanden ord på, at vi finder ud af. Jeg kommer til at tage til Danmark nogle gange med mit arbejde, og hvis jeg skal til Danmark i alle mine ferier, er det også lige før, at jeg kommer til at være i Danmark mere end Nicolai med hans nye arbejde, siger Julie Rademacher til B.T.

Nicolai Wammen er stolt.

- Det er utrolig dejlig at være blevet far. Carl er en fantastisk dejlig lille dreng, som vokser, spiser og er glad. Det er noget, som gør mig varm indeni, og jeg er taknemmelig og stolt. Det er en gave, siger Wammen til B.T.

LÆS MERE I B.T. TORSDAG