Borgerne har været på ferie. Det er den væsentligste årsag til, at Ishøj Kommune er kommunen i hele Danmark med den dårligste vaccinetilslutning.

Det mener i hvert fald borgmester i kommunen Ole Bjørstorp.

»Hovedårsagen er, at folk har været på udenlandsk ferie,« lyder grunden fra borgmesteren, der altså er overbevist om, at tilslutningen til vaccinerne stiger nu, hvor folk så småt er begyndt at vende tilbage til Danmark fra deres sommerferie.

Helt så overbevist er Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, dog ikke, da B.T. ringer. Men det vender vi tilbage til.

Borgmester i Ishøj Ole Bjørstorp. Ishøj er den kommune i Danmark, hvor vaccinetilslutningen halter mest.
Borgmester i Ishøj Ole Bjørstorp. Ishøj er den kommune i Danmark, hvor vaccinetilslutningen halter mest. Niels Christian Vilmann

B.T. har ringet til fire af borgmestrene i de kommuner, hvor vaccinetilslutningen halter allermest, og spurgt dem, hvorfor de tror, at borgerne i deres kommune ikke er så meget for at få et par skud med enten Pfizer eller Moderna. Det drejer sig om de fire Vestegns-kommuner Ishøj, Brøndby, Høje-Taastrup og Albertslund.

To af kommunerne, Ishøj og Albertslund, peger på, at deres borgere har været på ferie, som en af grundene til den lave vaccinetilslutning. I Ishøj Kommune mener man endda, at hovedårsagen til den lave vaccinetilslutning findes lige der.

I Albertslund peger borgmester Steen Christiansen på to årsager:

»Flere af vores borgere har været ude at rejse, og så har vi også temmelig mange borgere, der er socialt udfordret,« lyder det.

Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, mener, at en af grundene til den lave vaccinetilslutning i Albertslund Kommune kan skyldes ferie.
Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, mener, at en af grundene til den lave vaccinetilslutning i Albertslund Kommune kan skyldes ferie. Søren Bidstrup

Men forklaringen om ferie køber man altså ikke i Dansk Folkeparti.

»Så er der godt nok mange, der har holdt en meget, meget, meget lang ferie,« lyder det fra Liselott Blixt, Dansk Folkepartis sundhedsordfører.

»Problemet er, at Vestegns-kommunerne hele tiden er i den forkerte ende. Først med smitte, så med test, så overholdt de ikke restriktionerne. Og nu lader de sig så ikke vaccinere,« lyder det videre fra ordføreren.

Hverken Brøndby eller Høje-Taastrup, der også skraber bunden, når det handler om vaccinetilslutning, peger på ferie som grund.

Kent Max Magelund, borgmester i Brøndby. Brøndby Kommune har under hele forløbet haft en af de laveste tilslutninger til vaccinen.
Kent Max Magelund, borgmester i Brøndby. Brøndby Kommune har under hele forløbet haft en af de laveste tilslutninger til vaccinen. Søren Bidstrup

»Jeg kan kun gætte, men vi har blandt andet en del borgere med anden etnisk baggrund end dansk, hvor der kan være noget kulturelt eller sprogligt,« lyder det fra Kent Max Magelund, der er Brøndbys borgmester.

Brøndby Kommune har under hele vaccineforløbet haltet efter resten af Danmark, der ellers vaccinerer derudad.

Heller ikke i Høje-Taastrup Kommune oplever man, at den lave tilslutning skyldes, at borgerne har været på ferie. Her peger borgmester Michael Ziegler mere på, at der i kommunen bor mange, der har nogle sociale udfordringer, der gør, at det kan være en udfordring at få tjekket sin e-Boks, hvor en invitation til vaccination lander.

»Jeg ser ikke en større modvilje hos os, men en større barriere til lige at få det gjort,« lyder det fra Høje-Taastrups borgmester, der blandt andet har sendt et åbent brev til sundhedsminister Magnus Heunicke, hvor han efterlyser mere data på, hvem i kommunen der ikke har fået et stik med enten Pfizer eller Moderna, ligesom han også efterlyser lokale pop op-vaccinationsmuligheder.

Michael Ziegle, borgmester i Høje-Taastrup, har skrevet et åbent brev til sundhedsministeren.
Michael Ziegle, borgmester i Høje-Taastrup, har skrevet et åbent brev til sundhedsministeren. Ida Guldbæk Arentsen

Et lokalt pop op-vaccinationscenter betyder, at borgerne ikke skal ind med deres NemID for at booke en tid til at blive vaccineret.

Ishøj er den kommune i Danmark, der har vaccineret færrest. Ærø topper listen i den anden ende. Stærkt efterfulgt af Læsø.