Inden Danmark får en ny regering, er der nogle formaliteter, som Helle Thorning-Schmidt skal overstå.

En ministerliste og et regeringsgrundlag kan i princippet blive råbt ud over Danmarks tage fra Crown Plaza Hotel i det sekund, Helle Thorning-Schmidt har opnået enighed om en ny regering.

Men for at realisere planerne, skal Helle Thorning en tur forbi Amalienborg, hvor hun skal meddele Dronningen, hvad resultatet af forhandlingerne er.

Hos Dronningen har hun tre muligheder, forklarer valgforsker Palle Svensson på Aarhus Universitet:

Enten fortæller hun, at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF kan danne en regering uden at få et flertal imod sig. Ifølge Svensson vil Dronningen dernæst bede hende om at danne regering.


Hvis det ikke lykkedes Helle Thorning at få De Radikale med i en regering, er det mere uklart, hvad der vil ske, vurderer Palle Svensson.

- Det kommer an på, om De Radikale stadig støtter S og SF, hvis ikke de kommer med i regering.

- Radikale har jo sagt, de vil have en regering, der arbejder hen over midten. Så får vi brug for en ny dronningerunde, fordi vi skal høre, hvordan De Radikale og Enhedslisten ser på det, siger Palle Svensson.

Sidste mulighed er, at Helle Thorning opgiver at være forhandlingsleder. Dronningen skal derefter udpege en ny forhandlingsleder, der skal forsøge at samle partierne til en regering.

Helle Thorning-Schmidt kan slå to fluer med et smæk, hvis hun kan vise sin liste over ministre til dronningen ved samme besøg. Men hun behøver ikke. Hvis listen ikke er på plads, tager Helle Thorning blot en ny tur til Dronningen, når den er færdig.

Grundloven giver dronningen magt til at udnævne statsministeren og de øvrige ministre. Reelt har Dronningen dog ingen indflydelse, men udnævner de ministre, statsministeren anbefaler.

Dronningen inviterer de anbefalede personer til slottet og udnævner dem til ministre, så snart hun har den fulde liste. Derefter træder de nye ministre traditionen tro ud på slotspladsen, hvor pressen får lejlighed til at fotograferer det nye hold, der skal lede landet.

/ritzau/