De fleste Enhedslisten-vælgere vil benægte denne nyhed, dernæst vil de slå korsets tegn.
De kæmpede i flere år om tronen som landets mest karismatiske toppolitiker, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og Pia Kjærsgaard (DF). Nu kæmper deres to partier også om danskernes gunst.
25.000 danskere, der i september 2011 stemte på liste Ø, ville sætte kryds ved liste O, hvis der var valg i morgen. Dansk Folkeparti er sågar det eneste parti, som Enhedslisten har et minusregnskab med siden folketingsvalget i 2011. Mens partiet har suget flere end 100.000 stemmer til sig fra Socialdemokraterne og SF, har Enhedslisten således sendt 25.000 i en stor bue hen over midten i dansk politik til DF-leder Kristian Thulesen Dahl (DF), viser en ny måling af vælgernes vandring siden folketingsvalget 2011, som TNS-Gallup har lavet for Berlingske.
»Det var pokkers,« siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Men måske giver det alligevel god mening, erkender han.
»Der kan være vælgere, for hvem nogle bestemte politiske emner er helt afgørende. For eksempel at Danmark skal bevare sin nationale suverænitet og ikke afgive magt til EU. For de vælgere snævrer mulighederne noget ind. Hvis man så som andenprioritet har et ønske om en fornuftig social balance mellem rig og fattig – her svinger regeringen lidt frem og tilbage, og Venstre og de Konservative ønsker større forskel – så har man Enhedslisten og Dansk Folkeparti tilbage,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Den forklaring køber Enhedslistens gruppeformand Per Clausen (Ø). Sådan da.
»Jeg tror, at det lykkes Dansk Folkeparti at få folk til at glemme, at de faktisk støttede en lang række forringelser for almindelige mennesker, da de havde flertallet med Venstre og de Konservative. Nu siger de, at man burde lave om på reglerne på dagpenge, selvom de selv var med til at forringe dem. De går også i forsvar for SU-modtagerne og kontanthjælpsmodtagerne. Det er lykkedes DF at skabe en tydelig social profil siden valget. Det åbner for en udveksling mellem DF og Enhedslisten,« siger Per Clausen.
Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet kalder udviklingen interessant. Men også ganske forventelig. Valgkampen i 2011 havde økonomiske budskaber på valgplakaterne, og siden valget har SRSF-regeringen målt sin succes i arbejdsudbud. Udvidelsen af arbejdsstyrken via reformer af SU, førtidspension, skat og kontanthjælp har alt efter temperament trimmet en række af velfærdstatens klassiske ydelser.
»Det er klart, at vi i en tid med politisk fokus på økonomi frem for værdier vil se Enhedslisten og Dansk Folkeparti nærme sig hinanden. Dermed er det også mere sandsynligt, at der vil hoppe vælgere imellem dem,« siger Rune Stubager.
Hos Enhedslisten ved man fra analyser, men også fra virkeligheden, at der er vælgere, der er tiltrukket af begge partier. Da Johanne Schmidt-Nielsen førte valgkamp på gadeplan under den seneste valgkamp, var det ikke en sjældenhed, at vælgere fortalte, at de ville stemme på hende alternativt daværende DF-formand Pia Kjærsgaard.
Ved valget stemte flere normale DF-vælgere på Enhedslisten. Formentlig ikke alene på grund af politiske delmængder de to partier imellem, men også på grund af partiernes karismatiske ledere. I Berlingskes årlige måling af toppolitikernes karisma og troværdighed stak Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Kjærsgaard i 2012 af fra resten af politiker-feltet med en snæver sejr på stregen til den yngste af dem.
Danskerne har fra samfundsfagsbøgerne fået den klassiske højre-venstre-skala mejslet ind i baghovedet. Det er stereotyp børnelærdom, at Dansk Folkeparti ligger længst til højre og Enhedslisten ude til Venstre. Udbryderne fra Fremskridtspartiet blev trods markant anderledes økonomisk politik placeret lige op ad Glistrups liberalister ude på højrefløjen.
Men den går ikke længere, mener Thulesen Dahl, og bakkes op af Rune Stubager. Samfundsforskere taler i dag om mindst to skalaer, en økonomisk og en værdipolitisk. På værdipolitikken holder det klassiske billede af skalaen måske nok, men på økonomien er der opbrud – her rykker DF med syvmileskridt mod midten. Stubager sender dem sågar forbi regeringen.
»Når det kommer til den økonomiske dimension, ligger Dansk Folkeparti for nuværende til venstre for regeringen. Det betyder, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti ligger ved siden af hinanden. Siden valget er regeringen rykket mod højre på den økonomiske dimension, og DF er rykket mod Venstre. Regeringen har accepteret en række stramninger, som de før valget ville af med, og Dansk Folkeparti har fortrudt en række af de stramninger, som de var med til at vedtage. Men det billede vil formentlig ændre sig igen efter næste valg. Med DF som støtteparti til er borgerlig regering, vil man se dem rykke mod højre, og man vil formentlig også se SF rykke mod venstre igen,« siger Rune Stubager.
Kristian Thulesen Dahl grupperer partierne i tre.
»Du har i dag en række mere eller mindre liberalistiske partier, typisk de Konservative og Liberal Alliance, men også Venstre og til dels de Radikale. Så har du et parti som vores, der bekender sig til en national-konservativ linje, hvor det er vigtigt med en høj grad af fællesskab og national suverænitet. Det deler vi med lidt af Venstre og en tredjedel af socialdemokratiet. Og så har du resten på den traditionelle venstrefløj. Socialister der mener, at staten skal have en større rolle i det økonomiske spil,« siger DF-formanden.
Når det er svært i dag at placere partierne på højre-venstre-skalaen, kunne det være en løsning at lade medlemmerne selv bestemme. Netop det gjorde Karina Kosiara-Pedersen og Kasper Møller Hansen fra Institut for Københavns Universitet sidste år i deres omfattende undersøgelse ’Danske Partimedlemmer 2012<saxo:ch value="226 128 153"/>.
Her bad de de danske partimedlemmer, ikke vælgerne, placere sig selv på en skala fra et til ti, hvor ti er det mest højreorienterede. I undersøgelsen placerer 21 procent af DF’s medlemmer sig på ti. 16 pct. af Liberal Alliance gør det samme. Men i spændet 8-10 ligger flere af LA’s medlemmer end DF<saxo:ch value="226 128 153"/>s. Liberal Alliances medlemmer, der vel nok har svaret på undersøgelsen fra deres liberale økonomiske ståsted, var de mest højreorienterede.
På venstrefløjen er der færre overraskelser. Her placerer Enhedslistens medlemmer sig længst til venstre, foran SF og Socialdemokraterne. Antager man, at spændet 5-6 udgør midten i dansk politik, placerer hvert andet radikale medlem sig her. Socialdemokraterne placerer sig selv pænt til venstre for midten.
