Læs SF-formand Villy Søvndals 1. maj-tale.

Kære venner!

For halvandet år siden – det var dengang, Lars Løkke var statsminister - modtog jeg et brev fra nogle murersvende. De prøvede at komme i kontakt med nogen inde på Christiansborg. De var dødtrætte af, at politikerne ikke lyttede til deres problemer.

Jeg tog ud og besøgte dem på en byggeplads på Ydre Nørrebro. Så sad vi der ved frokostbordet i skurvognen med pølsemadder, kaffe i plastickrusene, side 9-piger på væggene og en duft af ærligt arbejde. 15 håndværkere i arbejdstøj og med støvede sikkerhedssko – og mig. Og jeg gjorde præcis det, de havde bedt mig om:

Jeg lyttede.

Til deres beskrivelser af en byggebranche, der var gået fuldstændig i stå. Hvor det var svært at få arbejde.

Hvor underbetalt udenlandsk arbejdskraft og skattefusk udsatte organiserede lønmodtagere for urimelig konkurrence.

Hvor de unge aldrig fik en chance.

Én af dem jeg mødte var lærling. Hun havde to børn og var nervøs for om hun kunne gøre sin uddannelse færdig på grund af manglen på praktikpladser.

Jeg lyttede. For SF er jo netop sat i verden for at løse de problemer, som almindelige lønmodtagere møder.

I dag er jeg stolt over, hvad vi har nået på det halve år siden valget i september.

Vi har gjort noget ved arbejdsløsheden. Vores kickstart skaber tusindvis af nye arbejdspladser til murere, tømrere, elektrikere. Det samme gør energiaftalen.

Vi har sat 65 millioner af til at modvirke social dumping, for vi vil ikke acceptere skattefusk og polske lønninger i Danmark.

Og vi har sat penge af til over ti tusinde ekstra praktikpladser, så unge mennesker ikke bliver forhindret i at gennemføre deres uddannelse.

Kort sagt: Danmark har nu en regering, der arbejder for lønmodtagerne.

I disse dage kører Dansk Folkeparti en dyr annoncekampagne vendt mod danske lønmodtageres faglige organisationer. De svigter lønmodtagerne i forhold til østarbejderne, lyder påstanden fra Pia.

Helt ærligt! Pia Kjærsgaard sad i ti år tungt på magten, mens problemerne med underbetalte østarbejdere tårnede sig op. Hun foretog sig INTET.

Man skulle ellers tro, at netop Pia ville få øje på problemerne – folk i Gentofte bruger nemlig udenlandsk arbejdskraft fire gange så meget som i andre dele af Danmark.

Den ny regering har fra dag et taget problemerne alvorligt. Vi har fået Skat, Arbejdstilsynet og Politiet til at styrke indsatsen mod social dumping. Vi har sat penge af. Og vi er i gang med at gøre endnu mere.

Men jeg er også nød til at sige det meget klart: danske arbejderes bedste værn mod løntrykkeri og undergravning overenskomsterne er en stærk fagbevægelse.

Kun hvis lønmodtagerne står sammen, kan vi sikre danske lønninger på danske arbejdspladser. Vi skal IKKE – som DF - undergrave det faglige sammenhold. Vi skal styrke det!

Med sine usmagelige angreb på fagbevægelsen viser Pia Kjærsgaard Dansk Folkepartis sande ansigt. Det parti gavner IKKE danske lønmodtagere. Tværtimod. Lad os kalde det, hvad det er: Politisk plattenslageri.

Hva’ så med Venstre? Jo, Lars Løkke har lagt sig over i hængekøjen. Siden valget har Venstre været så passive, at deres vælgere næsten skulle regnes med hos sofavælgerne i meningsmålingerne.

Jeg slapper tit af ved at sidde foran fjernsynet og se dejlige programmer som »Sporløs« og »Forsvundne danskere.« Mest bare for at få et glimt af Lars Løkke. Men selv DE har ikke hørt noget fra ham.

Og det er måske i virkeligheden meget godt: Sidst man hørte fra Venstre ville de skære ned i velfærden for at give skattelettelser. Men de glemte at oplyse om det er på vores skoler, i ældreplejen eller på sygehusene, at fyresedlerne skal deles ud. I det hele taget er det svært at få klare politiske meldinger fra det parti. Så hvis I

møder en Venstremand, så prøv lige at spørg ham:

Vil Venstre bremse den kickstart, der giver tusindvis af danske jobs?

Vil Venstre genindføre favoriseringen af privathospitalerne?

Vil Venstre rulle forbedringerne på vores uddannelser tilbage?

Vil Venstre genrejse Pia Kjærsgaards grænsebomme?

Vi aner det ikke. Men jeg frygter, at svaret er ja!

Regeringen har ikke alene arvet en regning fra højrefløjen – vi overtager også et Danmark, hvor alt for mange står uden arbejde.

Derfor er den helt centrale opgave, at vi igen får gang i væksten. Vi har set fyresedler nok de seneste år – nu vil vi se ansættelsesbeviser.

Regeringen har taget det første skridt med kickstart og energiaftale. Og vi skal gøre ALT, hvad vi kan, for at de job, der skabes, er varige. Vi skal turde satse de steder, hvor vi allerede har styrkepositioner. Det er også derfor, vi er i gang med en grøn omstilling af Danmark.

I SF er vi særligt stolte af den ny energiaftale – ikke kun fordi den gavner klima og miljø, men også fordi den skaber tusindvis af nye arbejdspladser til smede, teknikere og 3Fere i de kommende år, når der skal bygges to nye hav-vindmølle-parker og laves energirenoveringer.

Kort sagt: Regeringen er i fuld gang med en ambitiøs forandring af vores land. Med nye job og uddannelse og grøn ambition.

Men udfordringerne er store. Krisen har ramt de unge og dem uden uddannelse urimeligt hårdt. 65.000 unge har mistet deres arbejde under krisen. De fleste af dem har ingen uddannelse ud over folkeskolen. Det er hamrende alvorligt!

Risikoen for at være på kontanthjælp i voksenlivet er mere end 10 gange så stor, for dem, der ikke får en ungdomsuddannelse. Det må aldrig blive en løsning, at parkere et ungt menneske på passiv forsørgelse. Over 6.000 danskere har været på kontanthjælp uafbrudt i mere end ti år – det vil sige i alle årerne med Fogh og Løkke.

Det er da en falliterklæring.

Solidaritet betyder, at vi kerer os om hinanden. Man hjælper ikke de unge ved at sige: »Her er en pose penge. Sæt dig nu tilbage i sofaen og se Eurosport i et par år.«

Tværtimod.

Vi skal turde give de unge på kontanthjælp et kærligt puf – over mod uddannelse. Når det bedre kan betale sig at være på kontanthjælp end tage en uddannelse, så må vi kunne diskutere om vi har lagt guleroden det forkerte sted.

Men det kærlige puf må aldrig stå alene. For vi køber ikke tankegangen om, at de arbejdsløse ikke gider bestille noget. Danmarks problem er, at der mangler jobs.

Vi skal som samfund stå klar med tilbud om uddannelse. Med praktikpladser. Med nye arbejdspladser.

Under VKO passerede vi en farlig grænse – andelen af danskere på passiv forsørgelse steg, så det i dag er et mindretal, der går på arbejde. Den udvikling skal vendes. Det skal være en sigtelinje for den ny regering, at flertallet er i arbejde.

Regeringen har ikke fået noget forærende. Vi overtog et økonomisk morads efter ti års borgerligt styre, hvor man glemte at investere i uddannelse og alt det, der gør Danmark stærkere. Hvor de private arbejdspladser fossede ud af landet. Hvor man

klattede milliarder væk på skattelettelser til de rigeste. På overbetaling af privathospitalerne. På en vanvittig Irak-krig.

Resultatet var et ordentlig hul i kassen.

Kan I huske, at Løkke lovede danskerne, at regningen var betalt?

Kære venner. Det bilag vil jeg gerne se.

Sandheden er, at Danmark står i en meget vanskelig økonomisk situation. Ikke desto mindre har regeringen skabt en række resultater på sit første halve år

Lad mig blot nævne en lille smule af, det vi har nået:

Vi har skabt tusindvis af nye arbejdspladser

Vi er den grønneste regering i Europa – måske i hele verden.

Vi har sagt STOP for brugerbetaling på sundhedsområdet.

Vi har strammet skatte-kontrollen med de multinationale.

Vi har fjernet VKOs diskriminerende pointsystem.

Vi har indført et fleksibelt klasseloft på 28 i gymnasierne.

Vi har sikret flere penge til de unge på erhvervsuddannelserne.

Vi har fjernet prisloftet på AMU-kurserne til gavn for de ledige.

Vi har afskaffet fattigdoms-ydelserne, for børn skal ikke vokse op i fattigdom.

Vi styrker indsatsen for menneskerettigheder og øger hjælpen til verdens

fattigste.

Kort sagt: Vi er i fuld gang med at forandre vores land.

Til et grønnere Danmark. Et mere retfærdigt Danmark. Et mere menneskeligt Danmark.

Når vi mødes næste år har vi nået endnu mere.

God 1. maj!