Det er et meget stort regnskab, Venstre gør op nu.

Det kan umiddelbart se ud, som om efterdønningerne fra formandsopgøret i 2014 endnu en gang får bægeret til at skvulpe over i Venstre, hvor næstformanden nu udfordrer formanden så åbent, som han kan, uden ligefrem at slå ham i hovedet med sine handsker.

Men det er i virkeligheden er meget gammelt slagsmål, som nærmer sig kulminationen. Og når regnebrættet er gjort op, vil det utvivlsomt have kostet en eller flere deres plads i toppen af partiet.

Da Anders Fogh Rasmussen blev generalsekretær for NATO i 2009, var slagsmålet allerede i fuld gang.

Venstre holder pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019.
Venstre holder pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Lars Løkke Rasmussen havde dengang været næstformand i Venstre i 11 år, men han havde også netop været igennem sin første bilagskrise, mens han i øvrigt var finansminister under den største økonomiske krise i nyere dansk historie.

Jeg var dengang hans særlige rådgiver - eller spindoktor.

Bilagskrisen betyder noget i dag, fordi den i høj grad lagde grunden til den strid mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen, der også folder sig ud nu. Når Løkke i medierne blev fremstillet som en levemand, forsømte Jensen ikke en chance for at fortælle om sin seneste løbetur.

Og i Løkke-lejren (som jeg selv var en del af), havde man den klare opfattelse, at Jensen bidrog aktivt til de dårlige historier om ham, ligesom spinholdet omkring ham morede sig højlydt blandt journalister om slibrige detaljer fra diverse bilag.

Claus Hjort Frederiksen ses her på Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby fredag 9. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
Claus Hjort Frederiksen ses her på Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby fredag 9. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det var ødelæggende for mulighederne for at lukke sagen, som først døde, da Claus Hjort Frederiksen offentligt bekendtgjorde, at nu var det nok.

Det var også dengang, at Claus Hjort Frederiksen, partiets nestor, spurgte selv folk tæt på Løkke, om partiet var bedst tjent med at droppe ham og gå direkte videre til Jensen.

Den idé blev naturligvis afvist - i øvrigt var det også afgørende for Fogh, at han havde en sikker og erfaren afløser, hvis det ikke skulle se ud, som om han efterlod et Venstre og en regering i kaos.

Da Anders Fogh Rasmussen så gik af, lagde han arvefølgen i Venstre fast ved i sin afskedstale at give stafetten til Løkke, men forsømte ikke at nævne, at efter ham stod Kristian Jensen klar og derefter Troels Lund Poulsen, som dengang var politisk ordfører.

Her ses Lars Løkke Rasmussen sammen med Kristian Jensen.
Her ses Lars Løkke Rasmussen sammen med Kristian Jensen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Det var et træk, som irriterede mange - naturligvis mest dem, der ikke var Jensen-støtter.

Forud for det landsmøde, hvor man skiftede formand fra Fogh til Løkke, var der gået nogle uger, hvor kræfter i baglandet havde gjort sig overvejelser om, hvorvidt man ved samme lejlighed skulle ordne ‘Kristian-problemet’ - altså sikre, at han ikke blev næstformand.

Da jeg gentagne gange var blevet kontaktet om det spørgsmål i finansministeriet, spurgte jeg simpelthen Løkke, som gav ordre om, at Kristian ikke skulle røres. Sådan blev det. Og Kristian Jensen blev næstformand.

Det knagede fortsat mellem de to topfolk, som ikke gik en omvej for at hjælpe hinanden. Således heller ikke i den regeringsrokade, Løkke lavede i sin første regering, hvor han gjorde Kristian Jensen til gruppeformand uden at tale med ham om det, og med en viden om, at det ikke var Jensens drømmepost.

Venstre holder pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet på Kragerup Gods ved Ruds Vedby fredag 9. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
Venstre holder pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet på Kragerup Gods ved Ruds Vedby fredag 9. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Sådan har et venligt fjendskab bølget frem og tilbage over årene, indtil Løkke igen kom i bilagsproblemer. Hvor den første bilagssag kunne henføres til en fjern fortid, lå den nye lige bag hælene på formanden og handlede om bl.a. tøjkøb på Venstres regning.

Den var - set med baglandets øjne - mere alvorlig, og vidt og bredt i Venstre var der vrede, skuffelse og forargelse. Mens formanden forsøgte at kæmpe sig igennem stormen, talte næstformanden vidt og bredt med folk om, at det hele var udtryk for dårlig dømmekraft og moral hos Løkke. Dengang bakkede mange i Venstre Kristian Jensen op. Og både i organisationen og i partiforeningerne gik tunge folk på banen til fordel for Kristian Jensen - og imod Løkke. Mange af dem sidder stadig i folketingsgruppen.

Venstre har aldrig været et parti, hvor man har fløje og hvor man vælter formænd, men pludseligt trak det op til netop det. I pressen forlød det, at Løkke ville trække sig på det berømte hovedbestyrelsesmøde i Odense i 2014, men indenad havde hans eget ‘telefon-tæskehold’, der ringede samtlige hovedbestyrelsesmedlemmer igennem og ikke forsømte muligheden for også at fortælle et par “artige” historier om Kristian Jensen på vejen. De var usikre på, om Jensen havde opbakning til at kunne udløse et ekstraordinært landsmøde med formandsvalg, men de var sikre på, at han ikke ville kunne vinde på det landsmøde. Det vidste Løkke altså også.

Det hele kulminerede på det meget omtalte hovedbestyrelsesmøde i 2014, hvor den sidste trumf fra Løkkes hånd var truslen om at støtte umådeligt populære Søren Gade i en eventuel formandskamp mod Jensen. Og op af kælderen kom ikke formand og næstformand, men derimod “formandskabet”.

Jensen fortalte poetisk om at have ofret sig for partiet, og Løkke så tilpas betuttet ud til at overbevise folk om, at han godt vidste, at den var gal.

Spol frem til valgkampen, hvor Inger Støjberg - som har Løkkes tydelige opbakning - førte kampagne inde i Herning by, mens næstformand Jensen blev sendt ud for at give en hånd til de lokale stemmer for at sikre, at Kristendemokraterne ikke kunne trække et kredsmandat i det vestjyske. Og hvor Løkke smed en atombombe ind i valgkampen med sin melding om en SV-regering, som kom bag på langt de fleste i partiet - herunder også Kristian Jensen.

Igen må man trække formandsopgøret fra 2014 frem, for hvad blev der egentligt aftalt i den kælder? Det kan man få fem forskellige forklaringer på fra de fem tilstedeværende. Men i offentligheden har der i hvert fald tegnet sig et klart billede af, at når Løkke engang tabte, så skulle Jensen til fadet. Problemet er blot, at Løkke i år nok tabte magten, men teknisk set vandt han to valg i træk på 10 dage. Det efterlader fortolkningen af den noget vage kælderaftale helt op til den enkelte. Det er tydeligt i disse dage, at Kristian Jensens fortolkning er, at nu er det hans tur.

Når Løkke alligevel bliver siddende, kan der være mange årsager. Det er der typisk, når man taler om Løkke. Men resultatet er, at Jensen er blevet lokket frem på banen på en måde, der foreløbigt har stemplet ham som illoyal - godt hjulpet af folk, der altid har været på Løkkes hold eller i hvert fald mod KristianJensen. Dermed trækker det allerede nu op til et rasende spændende landsmøde i Venstre i efteråret, der ikke blot kan koste Jensen sin post, men også Løkkes.

Lars Løkke Rasmussen præsenterer Jakob Ellemann-Jensen (t.v.) som politisk ordfører, Kristian Jensen (midten) som gruppeformand og Sophie Løhde (baggerst) som ny næstformand efter Venstres gruppemøde på Christiansborg i København, mandag den 5. august 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lars Løkke Rasmussen præsenterer Jakob Ellemann-Jensen (t.v.) som politisk ordfører, Kristian Jensen (midten) som gruppeformand og Sophie Løhde (baggerst) som ny næstformand efter Venstres gruppemøde på Christiansborg i København, mandag den 5. august 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Bundlinjen er, at der før Løkke-Jensen fejden ikke var fløje i Venstre. Mange steder i partiet taler man i dag om, at den eneste måde at komme af med den socialdemokratiske syge er ved at kaste dem begge på porten. Det er derfor, der samler sig så meget opmærksomhed omkring Jakob Ellemann-Jensen.

Han har ikke bare politisk x-faktor, han er i Venstre-regi royal. Han er jo en Ellemann, og selv i landbruget taler man om, at man jo heller ikke ville have Uffe i sin tid, men det gik da meget godt.

Den konflikt, som Venstre i dag på sit sommergruppemøde forsøger at nedtone, er altså en, der er blevet næret, passet og plejet gennem årtier. Det er uundgåeligt, at den på et tidspunkt skal eksplodere i et brag så højt, at det vil kunne høres til Nordnorge. Det, vi har set indtil nu, er kun den første svage rumlen af et tordenvejr.

Det skal nok eksplodere.