Regeringsrokade - Amalienborg .
Regeringsrokade - Amalienborg . Foto: Søren Bidstrup

Helle Thorning-Schmidt har blandet kortene, og seks politikere indtager i dag et nyt ministerium. Ét nyt ansigt kan sætte sig på en ministertaburet, mens to må forlade regeringen. Her er rokadens store vindere og tabere.

Lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Rune Stubager, mener, at SF er rokadens store vinder blandt partierne.

- SF har fået en bedre platform at føre SF-politik fra. De har fået Annette Vilhelmsen ud af Erhvervs- og Vækstministeriet, som de fleste var enige om ikke passede godt til hende. Som socialminister får hun bedre muligheder for at markere sig. Samtidig har de fået flyttet Pia Olsen Dyhr væk fra Handels - og Investeringsministeriet, som var et mærkeligt ministerium set fra SFs side, over i Transportministeriet. Der får SF mulighed for at fremme deres grønne dagsorden, siger Rune Stubager.

Både DRs politiske analytiker Bjarne Steenbeck og Rune Stubager peger på, Henrik Sass Larsen er ministerrokadens helt store personlige vinder.

- Henrik Sass Larsen er helt klart den store vinder. Det er historien om den meget magtfulde S-strateg, som har opbygget alliancen til SF, banede vejen til regeringskontorerne, og lige da han skulle til at være finansminister og regeringens stærke mand, så faldt det hele sammen for ham. Nu er han tilbage. For Sass Larsen er det her en kæmpe dag, siger Bjarne Steenbeck.

Bjarne Steensbeck mener også, at Henrik Sass Larsen kommer til at være en markant minister.

- Henrik Sass Larsen er slagkraftig, og han kan lave lidt larm i gaden. Alle kan huske, hvordan han skældte ud på bankerne i en tv-dokumentar. Nu skal han være chef for bankerne, så det bliver spændende at følge ham, for nu har han magt og kan gøre noget ved det, siger Bjarne Steensbeck.

Rokadens tabere

Rune Stubager mener, at Mette Gjerskov er ministerrokadens store taber.

- Gjerskov får godt nok en plads i Socialdemokraternes gruppeledelse, men mister sin ministertaburet. Årsagen er sandsynligvis, at det skulle til for at få kabalen til at gå op. Henrik Dam Kristensen mister også sin ministerpost, men han bliver ny gruppeformand for Socialdemokratiet, så han beholder en meget indflydelsesrig post i partiet, siger Rune Stubager.

Bjarne Steensbeck ser Nick Hækkerup, som den store taber i ministerrokaden, fordi han går fra den magtfulde post som forsvarsminister til posten som handels- og investeringsminister.

- Når Hækkerup får et nyt ministerium, så er det fordi, han har haft tolkesagen, som regeringstoppen ikke mener, at han har håndteret optimalt. De er samtidig en smule skuffet over, den måde han optrådte på hen over foråret, hvor der var debat omkring selskabsskatten og vækstplanen. Det betaler han nu prisen for, siger Bjarne Steensbeck.

Også Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen peger på Nick Hækkerup som en af rokadens tabere. Og også Karen Hækkerup falder ind under den kategori, mener han.

Karen Hækkerup og Nick Hækkerup går fra at være henholdsvis social- og forsvarsminister til fødevareminister og europa- og handelsminister, og det er en 'degradering', mener Thomas Larsen.

- Karen Hækkerup må sidde tilbage med en vis skuffelse, fordi hun efter min mening har været en synlig, markant og slagkraftig socialminister, og nu må hun opleve, at det område bliver taget fra hende. Og så er det klart, at det er opsigtsvækkende, at Nick Hækkerup bliver degraderet, for jeg synes faktisk også, at han har været ret synlig og markant, siger Thomas Larsen.

Regulær fyring

Og endelig så skal man ifølge den poliske kommentator ikke se bort fra socialdemokraternes Nicolai Wammen (S), som også må føle sig skuffet. Ganske vist bliver han forfremmet ved at skifte uropaministerposten ud med netop forsvarsministerposten, men det er ikke en af de mest fremtrædende poster i regeringen, og han har længe været nævnt som en værdig og oplagt kandidat til enten at blive erhvervs- og vækstminister eller ny udenrigsminister.

Hvad angår den forhenværende fødevareminister, Mette Gjerskov (S), lægger Berlingskes politiske kommentator ikke fingrene imellem og siger, at det må opfattes som en »regulær fyring«. En fyring som han ikke er så overrasket over. Heller ikke afskedigelsen af tidligere trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) overrasker ham.

- Henrik Dam Kristensen har vel egentlig ud fra de forudsætninger, han har haft at arbejde med, gjort det ganske solidt og fornuftigt. Han har godt nok ikke været særlig synlig, men der har heller ikke været så mange positive sager, han har kunnet sælge til offentligheden, og jeg tror, at det lå i kortene, at der var udsigt til generationsskifte. Han er af de ældste ministre på holdet, og nu har man vurderet, at han har udtjent sin værnepligt, siger Thomas Larsen.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.