Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister efter næste valg, vil hun lave udlændingepolitik med Dansk Folkeparti.

Men kan DF så regne med at få deres udlændingepolitik igennem med S, som de ikke kunne med Lars Løkke og VLAK-regeringen under finanslovsforhandlingerne sidste år?

DF's vigtigste ønske er et 'paradigemeskifte' i udlændingepolitikken. Det betyder, at når en udlænding kommer til Danmark, skal vi ikke tænke på, hvordan vedkommende lærer dansk og kommer i arbejde eller uddannelse. Vi skal tænke på, hvordan han hurtigst muligt kommer tilbage igen. Og hvis han skal lære noget, skal det ikke være noget, han har brug for i Danmark, men noget, han har brug for hjemme i Syrien eller Libanon.

Og det kan DF heller ikke få opfyldt med S, i hvert fald ikke fuldt ud, forklarer Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.

»I realiteternes verden vil det være DF og SF, vi kan føre udlændingepolitik med,« siger han.

DF vil sikkert prøve at få sit paradigmeskifte gennemført med jer. Kan de det?

»Vi ønsker at fortsætte den stramme udlændingepolitik. Og hvis man ikke længere har behov for beskyttelse i Danmark, fordi der er blevet sikkert i ens hjemland, er det naturligt, at man hurtigst muligt vender hjem og er med til at genopbygge sit land.«

Men hvad skal de lave i mellemtiden?

»Der ser vi forskelligt på det. Vi synes, det er fornuftigt at beholde IGU'en, som betyder, at man får en uddannelse, som man både kan bruge i Danmark og bidrage til fællesskabet og bruge, hvis man skal hjem og genopbygge det land, man er flygtet fra.«

Men man optjener dagpengeret, mens man laver IGU, og det kan måske få nogle til at ønske at blive i Danmark frem for at vende hjem, og det er DF utilfredse med.

»Hvis man kan rejse hjem til sit hjemland, skal man det. Mens man er i Danmark, skal man arbejde og ikke være på passiv forsørgelse. Og det er IGU'en et udmærket redskab til. Det ser vi og DF forskelligt på, og det vil vi sikkert også diskutere fremadrettet,« siger Nicolai Wammen.

Søren Espersen (DF) tror, at paradigmeskiftet allerede kan gennemføres med Løkke-regeringen ved finanslovsforhandlingerne i år.
Søren Espersen (DF) tror, at paradigmeskiftet allerede kan gennemføres med Løkke-regeringen ved finanslovsforhandlingerne i år. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, siger:

»Paradigmeskiftet er utroligt vigtigt for os. Og hvem siger, at vi ikke kan få det gennemført ved finanslovsforhandlingerne med regeringen her i efteråret? Det har vi da forhåbninger om.«

Men hvis det ikke lykkes, og I skal forhandle med S senere, hvad så?

»Det er helt normalt, at partier møder op til forhandlinger med forskellige holdninger. Så ser man, hvad man kan blive enige om, og det er tit, modparten har flyttet sig i vores retning. Men paradigmeskiftet er meget vigtigt for os. Flygtninge og migranter skal ikke i arbejde og lære dansk, og deres børn skal ikke i skole og få kammerater. Det er vi imod,« siger Søren Espersen.