Én mand står nu med ansvaret for, om Lars Løkke kan vinde næste valg.

Det er manden for bordenden i et mødelokale i Beskæftigelsesministeriet.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Det er hårdt trukket op, men spørgsmålet om differentieret pension, som Socialdemokratiet har foreslået, er blevet et afgørende valgtema.

Lars Løkke har bedyret, at regeringen vil afsløre Mette Frederiksens bluffnummer.

Og det er det, der angiveligt skal ske i de forhandlinger, der starter i Beskæftigelsesministeriet på torsdag.

Forhandlingerne er så vigtige, at Mette Frederiksen fører dem selv sammen med sin arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn - en mand der kender problemet på egen krop fra sine 20 år som havnearbejder på Aarhus Havn.

»Mange af mine kolleger fra havnen var udslidte eller døde, når de nåede 60 år. Nogle nåede slet ikke pensionsalderen,« siger Leif Lahn, der er en ud af fire nuværende socialdemokratiske folketingsmedlemmer med arbejderbaggrund.

Leif Lahn har selv været havnearbejder i 20 år, og har set nedslidning på nærmeste hold
Leif Lahn har selv været havnearbejder i 20 år, og har set nedslidning på nærmeste hold Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger er det mest sandsynligt, at man kan blive enige om forbedringer af seniorførtidspensionsordningen - men det er ikke nok for socialdemokraterne.

»Det er helt fint at forbedre mulighederne for at komme på seniorførtidspension, men det er ikke nok. Det er på tide, at det bliver en rettighed for folk, der har haft hårdt fysisk arbejde siden en ung alder, at forlade arbejdsmarkedet nogle år tidligere.«

»Troels Lund har fra starten sagt, at det kan vi godt glemme alt om. Og Lars Løkke har kaldt forslaget valgflæsk i en Facebook-video. Så vi starter ud i en meget negativ atmosfære.«

»Vi håber inderligt, vi kan få det igennem inden valget. Ellers gør vi det efter valget,« siger Leif Lahn.

Pensionsdebatten er så vigtig, at den kan vinde valget for Mette Frederiksen
Pensionsdebatten er så vigtig, at den kan vinde valget for Mette Frederiksen Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I vil afsætte tre mia. til formålet, men er det nok?
»De tre mia. er penge, vi bruger nu og ikke mere.«

Har du ikke sagt i Debatten på DR2, at de tre mia. bare var begyndelsen?
»Nej, jeg sagde, at vi måske på sigt skulle bruge flere penge. Ingen ved, hvad der kan ske om 10-15 år,« siger Leif Lahn.

Sjovt nok kender Troels Lund og Leif Lahn hinanden ret godt. De er begge valgt i Østjylland og har siden efteråret været på valgturne sammen en gang om måneden under den fælles overskrift »Lund & Lahn«.

DF vil også have de nedslidte tidligere på pension, og efter det første sættemøde før vinterferien sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at han arbejder på to spor:

Et, der handler om på kort sigt at hjælpe de nedslidte, og et, der handler om at få en aftale om en differentieret pensionsalder på plads.

»Jeg mener ikke, at uenighed om f.eks. en aftale om differentieret folkepensionsalder bør stå i vejen for, at vi får skabt forbedringer på den korte bane for dem, der har brug for det,« sagde han til DR.

Alle tænker nu på, hvornår de selv kan gå på pension, og om deres faggruppe er presset nok.

Men der er ikke nogen, som går på pension de næste ti år, der slipper billigere. Thulesen snakker nu om tilbagetrækning, når pensionsalderen er 70, og det er først i 2040.

Taktisk er det interessant, hvornår Mette Frederiksen vælger at gå fra forhandlingerne. Og om Kristian Thulesen Dahl vælger at blive siddende ved forhandlingsbordet.

Hvis Mette Frederiksen kan give indtryk af, at hvis man vil tidligere på pension, skal man stemme på hende, så vinder hun næsten med sikkerhed det kommende valg.

Kan Troels Lund Poulsen til gengæld give indtryk af, at hendes forslag er luftigt og uklart, og at der ikke er penge nok til det, så har Lars Løkke stadig en chance.