36-årige Nooshi Dadgostar, der mandag formiddag trak tæppet væk under den svenske socialdemokratiske regering, minder på mange måder vældig meget om danske Enhedslistens politiske, leder Mai Villadsen.

De er begge i 30erne, de er politiske ledere for venstrefløjens yderparti i deres respektive hjemlande, begge har siddet under et år, og ingen af dem har færdiggjort deres universitetsstudier.

Men hvor Mai Villadsen stadig har til gode at vælte en regering, så kan Nooshi Dadgostar sætte et solidt flueben ved den målsætning.

Her på den danske side af Øresund oplevede mange danskere muligvis den svenske regerings afgang som en tyv om natten.

Men sandheden er, at lederen af Vänsterpartiet, Nooshi Dadgostar, længe har siddet med et krav, der på et eller andet tidspunkt truede med at vælte den svenske regering. Det vender vi lige tilbage til.

For hvem er den statsminister Stefan Löfvens banemand?

Ifølge Sidsel Eriksen, lektor i historie ved Københavns Universitet og ekspert i svenske forhold, repræsenterer Nooshi Dadgostar en fornyelse i det svenske Vänsterpartiet.

»Vänsterpartiets tidligere leder Jonas Sjöstedt var ganske kompromissøgende og forsøgte at bygge bro mellem den yderste venstrefløj og Socialdemokratiet. Nooshi Dadgostar står for en mere kompromisløs linje,« siger Sidsel Eriksen.

En mellemfornøjet Stefan Löfven har nu en uge til at beslutte om hans regering går af eller udskriver valg.
En mellemfornøjet Stefan Löfven har nu en uge til at beslutte om hans regering går af eller udskriver valg. Foto: ANDERS WIKLUND
Vis mere

Vänsterpartiets nye leder er også 20 år yngre end den tidligere leder. Det er ikke noget tilfælde, forklarer Sidsel Eriksen.

»Vänsterpartiet har tidligere repræsenteret de svenske kommunister og en mere betonagtig del af venstrefløjen. Partiet har tabt stemmer – især de unge – til svenske Miljøpartiet, som minder lidt om Alternativet i Danmark,« siger Sidsel Eriksen og fortsætter:

»Det er de vælgere, som Nooshi Dadgostar skal vinde tilbage. Og hun har brug for en principiel sag,« siger hun.

Denne sag blev ført på regeringens politik om at lade huslejen i nyopførte lejeboliger være dikteret af markedsvilkår. Set fra Danmarks side af Øresund kan det måske undre, at netop det slag vælter regeringen efter nabolandets store vanskeligheder med coronahåndteringen og omfattende bandekriminalitet, der er løbet løbsk.

Men sagen har ulmet længe.

»Hele denne sag, som nu er skyld i den svenske regerings afgang, er kun toppen af isbjerget,« siger hun.

Sidsel Eriksen forklarer, at Sverige igennem mange år – ikke mindst under den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven – har undergået en omfattende privatisering på områder, som i Danmark bredt varetages af det offentlige. Herunder pleje af ældre, skoler og dagtilbud.

»Vänsterpartiet har kæmpet mod det, men uden at få noget igennem. Med den nye ledelse står Nooshi Dadgostar med et krav om at udvise handlekraft,« siger Sidsel Eriksen.

Vänsterpartiets partileder Nooshi Dadgostar på vej til pressemøde efter at have væltet Sveriges socialdemokratiske regering mandag formiddag
Vänsterpartiets partileder Nooshi Dadgostar på vej til pressemøde efter at have væltet Sveriges socialdemokratiske regering mandag formiddag Foto: 62260 Nils Petter Nilsson / TT
Vis mere

Allerede inden Nooshi Dadgostar trådte til som politisk leder af Vänsterpartiet, varslede hendes forgænger, at partiet ville trække støtten til regeringen, hvis ikke huslejen for nyopførte lejeboliger blev reguleret.

Den melding har været et uløseligt problem for Löfven siden januar 2019, hvor han efter fire lange måneder, hvor svenskerne ikke kunne få en regering, fordi ingen ville tale med det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, endelig kom til fadet.

Det skete på baggrund af den såkaldte januaraftale, som er regeringens aftalepapir. Her måtte Löfven bøje sig for Centerpartiet og Liberalerna, som netop ville sætte huslejen efter markedsvilkår.

Löfven forpligtede sig til at organisere det i sin regeringsperiode, men han har skubbet det foran sig. Sandsynligvis på grund af at Nooshi Dadgostar ville vælte ham, hvis han levede op til sin regerings eget aftalepapir.

Nooshi Dadgostar væltede mandag den svenske regering. Det skete på en sag om huslejestigninger, som har ligget og ulmet længe under Stefan Löfvens regering.
Nooshi Dadgostar væltede mandag den svenske regering. Det skete på en sag om huslejestigninger, som har ligget og ulmet længe under Stefan Löfvens regering. Foto: 62260 Nils Petter Nilsson / TT
Vis mere

Hans Mouritzen, professor ved Dansk Institut for Internationale Studier, forklarer, at ikke bare lever Nooshi Dadgostar op til sin forgængers ultimatum. Det er en hjertesag for hende.

»Nooshi Dadgostar har gået meget op i netop den sag. Hun har deltaget flere i demonstrationer mod netop det punkt i januaraftalen,« siger han.

Han forklarer at Nooshi Dadgostar ellers er et relativt ubeskrevet blad i svensk politik, hvor hun indtil videre ikke har udmærket sig af betydning. Lige bortset naturligvis fra at blive partileder.

Nu bliver hun så kendt som den første politiker i Sverige nogensinde, der vælter en statsminister efter afstemning om mistillidsvotum.