Meget tyder på, at tilliden og støtten til Lene Espersen svinder dag for dag. Og at flere i gruppen orienterer sig mod justitsminister Lars Barfoed, der mere og mere ligner en udfordrer til Espersen.

- Vi har ingen fløje i Det Konservative Folkeparti. Sådan lyder det konsekvent fra de medlemmer af den konservative folketingsgruppe, B.T. har talt med.

Senest har den tidligere Frederiksberg-borgmester Mads Lebech, som har stjernestatus hos mange konservative, direkte nævnt Lars Barfoeds navn, og det betragtes som en kniv i ryggen på Lene Espersen.

Barfoed uden for egen boldgade

Lars Barfoed har i flere interview fremlagt visioner for partiet, som ikke har meget med hans ministerium at gøre. Finansordfører Mike Legarth har bakket Barfoed op, og den populære kulturminister Per Stig Møller har flere gange været mistænkt for at bagtale Lene Espersen.

Mens nettet strammedes om Lene Espersen hen over jul og nytår, var ledelsen fraværende. Lene Espersen blev væk fra partiets julefrokost på Restaurant Akropolis på H.C. Ørstedsvej, og økonomiminister Brian Mikkelsen rejste til Thailand med familien i god tid før jul og er først tilbage 11. januar.

Sparsom kommunikation

Så vidt B.T. erfarer, har kommunikationen mellem Lene Espersen og Brian Mikkelsen, der ellers også skal forestille at være en del af ledelsen, været meget sparsom på det seneste. Lene Espersen koncentrerer sig i det hele taget mest om sit ministerium og familien, og den eneste rigtige allierede, hun har, er efterhånden gruppeformand Henriette Kjær.

Lene Espersen blev bl.a. formand, fordi hun har en gammel alliance med Brian Mikkelsen. De var i sin tid på hver sin side i opgøret mellem Hans Engell og Per Stig Møller. Men alliancen skabte fred.

Nu er spørgsmålet, hvem Brian Mikkelsen vil støtte fremover. Uanset hvad der sker, plejer han at være på det vindende hold.