27 stats- og regeringschefer. 27 opadpegende mundvige – inklusive Mette Frederiksens.

Så firkantet kan man tegne udfaldet af den aftale, der netop er landet ved EU-topmødet, hvor der var historisk meget på spil.

Det vurderer Rasmus Brun Pedersen, der er lektor, EU-ekspert og ph.d. i International Politik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

»Alle har haft en interesse i at lande en aftale, så overordnet set er det godt for EU-landene, at man kunne blive enige,« siger Rasmus Brun Pedersen.

Aftalen – for hvordan svimlende 13.580 milliarder kroner skal spenderes over de næste syv år – kom i stand, efter de 27 stats- og regeringschefer siden i fredags havde forhandlet om to ting:

EU's syvårige budgetramme på knap 8.000 milliarder kroner og så en helt ekstraordinær genopretningsfond på 5.580 milliarder kroner, som coronakrisen har gjort nødvendig.

De store 'vindere'

Ifølge Rasmus Brun Pedersen trækker særligt de sydeuropæiske lande sig 'sejrrigt' ud af aftalen.

Coronakrisen og dens medfølgende svigtende turisme har ramt navnligt Italien og Spanien særligt hårdt, og derfor var en god aftale livsvigtig for de to lande.

»Hovedparten af den støtte, der bliver givet med aftalen, lander i deres kasser så at sige,« lyder det fra Rasmus Brun Pedersen.

Derudover peger EU-eksperten på Frankrig og Tyskland som vindere, fordi de har formået at lave en ramme, der er flertal bag.

Mange har kaldt forhandlingerne historiske. Det mener Rasmus Brun Pedersen ikke, de er.

Som han ser det, er det »gammel politik og klassisk fordelingskamp«, men for et historisk beløb.

Dommen over Mette Frederiksen

I forhold til Danmark, som gik ind til forhandlingerne med en meget markant forhandlingsposition, hvor man var enige om, at der skulle findes en aftale, men at man samtidig skulle slippe så billigt som muligt, vurderer Rasmus Brun Pedersen, at udfaldet er positivt:

»Overordnet set kan man sige, at nogle af de ting, vi har fået, ligger meget langt væk fra det, der blev meldt ud indledningsvis. Men det er ikke så overraskende, for det var ret urealistiske forhandlingspositioner. Ret ekstreme forhandlingspositioner. Så man må også have haft en formodning om, at det ikke gik hjem.«

»Men for Danmarks side er udfaldet med, at der kommer en aftale, hvor fordelingen mellem tilskud og lån er mere balanceret, end det der var udspillet. Det vil sige, at der bliver givet færre beløb til tilskud, end der gives til lån. Det er positivt,« siger han og fortsætter:

»Vi kommer godt nok til at betale mere til det samlede budget, fordi Storbritannien er ude. Til gengæld får vi også en større rabat. Jeg tror, den lander på 2,8 milliarder i rabat. Så der er noget konkret at fremvise i forhold til, at vi slipper billigere, end vi ellers ville have gjort.«

Kan Mette Frederiksen tage fra Bruxelles med oprejst pande og være tilfreds med resultatet?

»Det er jo en ekstremt svær forhandling, det her. Og jeg tror egentlig, at man er kommet så langt, som man på rimelig vis kan forvente. Også i betragtning af, hvor store konflikterne har været. Og det, man også skal huske, er, at det ikke bare har været periferilande, der har været mod Danmarks positioner. Det har lande som Tyskland og Frankrig også været på nogle punkter, og derfor er det nogle store spillere, der skal flyttes. Og det synes jeg, vi er kommet et pænt stykke med.«