Maveondet – og dermed uheldet – ramte Mette Frederiksen (S) natten mellem fredag og lørdag, da hun var på rundtur i Nordjylland.

Hvad der præcist skyldes madforgiftningen er svært at sige, men programmet peger i hvert fald i én retning.

»Jeg var i Allborg, Hjørring og Frederikshavn - i øvrigt tak til jer alle sammen for nogle gode arrangementer - og sov i Aalborg,« fortæller Mette Frederiksen i en live-video, hun delte på Facebook tirsdag.

I Aalborg deltog statsministerkandidaten i en række arrangementer, hvor hun blandt andet delte roser ud i Aalborg gågade og deltog i et fællesspisningsarrangement sammen med Frederikshavns Kommunes borgmester Birgit Hansen (S). Det skriver TV 2 Nord.

Det var efter spisningen, at Mette Frederiksen fik det dårligt.

»Jeg vågnede om natten badet i sved og kunne godt mærke, at den var helt gal. Og i øvrigt også en undskyldning til jer, jeg spiste morgenmad med, jeg tror ikke, jeg sagde så meget, som jeg plejer,« fortæller hun videre i videoen.

Hun forsøgte dog at fortsætte dagen som planlagt, men måtte droppe det, da hun kastede op i kampagnebussen på vej mod Viborg.

Om det faktisk er fællesspisningen, der har gjort statsministerkandidaten syg, er svært at sige.

Dog mener Mette Frederiksens kampagneleder, Jacob Vinge, ikke, at hun fik sin madforgiftning ved det arrangement. Det fortæller han til B.T. Han har heller ikke en mistanke til, hvor Frederiksen har fået madforgiftningen fra.

Desuden lader det ikke til, at borgmesteren er ramt af samme maveonde.

Tirsdag aften delte hun nemlig et billede på Facebook, hvor hun sidder og spiser pizza og ser de første partilederdebatter.

Hun har tilsyneladende ikke noget problem med at holde maden i sig i modsætning til Frederiksen, som i videoen fortæller, at alt hun spiser, ryger op igen med det samme.

»Jeg har kastet op lige siden (lørdag, red.), og derfor ligner jeg sikkert også noget, der er fuldstændig og aldeles løgn,« afslutter Mette Frederiksen i videoen, inden hun går videre til at tale om sin politik.