På Facebook skriver Henrik Sass Larsen (S), at han har sagt farvel til posten som statsrevisor.

Henrik Sass Larsen (S) trækker sig fra posten som statsrevisor. Det skriver han i et opslag på Facebook. En post han har fået kritik for at beholde på trods af en længerevarende sygemelding.

Her skriver han også, at han er "tilbage på Christiansborg", men på nye betingelser.

- Jeg har bedt om at få lov til at koncentrere min arbejdsindsats omkring Socialdemokratiets historiske virke, et område, som dem, der kender mig, ved, altid har haft min store interesse.

- Dermed også et farvel til posten som statsrevisor, skriver Henrik Sass Larsen på Facebook.

Posten som statsrevisor, der udløser et honorar på 360.000 kroner om året, har været et fokuspunkt for Henrik Sass Larsen.

Tidligere i år skrev Ekstra Bladet, at han havde været fraværende med mange møder. Det ledte ind i et længere forløb, der endte med, at Henrik Sass Larsen sygemeldte sig.

Han fortsatte dog med officielt at have sin post som statsrevisor og det dertilhørende honorar. Men skriver altså nu, at posten er fortid.