For knap et år siden forlod Henrik Sass Larsen dansk politik.

Nu har han fået job som fast kommentarskribent på Altinget, hvor han vil kommentere den politiske debat.

Det skriver Altinget.

Det var i september sidste år, at Henrik Sass Larsen (S) meddelte, at han ville forlade Folketinget ved udgangen af måneden, da han i stedet skulle være administrerende direktør i DVCA, som er brancheforeningen for blandt andet kapitalfonde i Danmark.

»Jeg har, som jeg også har skrevet om tidligere, været utrolig glad og følt mig meget privilegeret over at have været medlem af Folketinget i næsten 20 år og været en del af mit partis ledelse gennem mange af årene,« skrev Henrik Sass Larsen, der har været i toppen af Socialdemokratiet, på Facebook om jobskiftet.

»Men det har ligeledes været klart for mig siden valget, at min tid i politik er udrandt,« tilføjede han.

Kort efter folketingsvalget sidste år i juni, gik Sass Larsen til statsminister Mette Frederiksen med beskeden om, at han ikke ville stå til rådighed som minister i en kommende regering, hvorefter han sygemeldte sig.

53-årige Henrik Sass Larsen blev valgt i Folketinget i 2001.

Han har siden da både været partiets gruppeformand samt erhvervs- og vækstminister.

Altinget oplyser, at Henrik Sass Larsen hver anden uge vil 'præge den politiske debat med sine kommentarer'.