Siden Henrik Sass Larsen (S) sagde, at vi skal »rode os ud af« konventionerne, har det været diskuteret, hvad han egentlig mente med det. Nu erkender han, at formuleringen ikke var helt så præcis, som den burde have været.

Forbløffelse beskriver nærmest ikke den reaktion, der kom fra politiske modstandere på Christiansborg efter sidste uges udgave af det politiske two-man-show 'Pind & Sass' på TV 2 News, hvor Henrik Sass Larsen blandt andet talte om konventioner med sin medvært, tidligere minister Søren Pind (V).

»Vi har fået rodet os ud i alle mulige internationale domstole, konventioner og så videre. Det bliver vores opgave at rode os ud af det, så vi igen får herredømmet over det,« lød meldingen fra Henrik Sass Larsen.

Men hvad betød det egentlig?

Fredag slår han fast i Weekendavisen, at formuleringen »rode os ud af det« ikke indebærer, at Danmark skal opsige konventionerne.

I stedet ønsker han en debat om særligt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der ifølge Sass er blevet 'mere aktivistisk'.

Han erkender samtidig, at han kunne have formuleret sig anderledes.

»Bagefter kan jeg da sagtens se, at jeg lige skulle have tilføjet, at jeg selvfølgelig ikke vil have Danmark meldt ud af konventionerne. Men jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at nogen ville opfatte det på den måde. Og jeg er bange for, at vi får en meget kedelig politisk debat, hvis man hele tiden skal sørge for at sikre sig med alle mulige forbehold,« siger Henrik Sass Larsen til avisen.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han tilføjer, at de journalister, der skarpvinklede historien 'skulle have gjort sig den ulejlighed at finde ud af, hvad jeg virkelig mener om sagen'.

Det er dog velkendt, at Henrik Sass Larsen yderst sjældent stiller op til interviews. Radio24syv forsøgte forleden foran TV 2s domicil i København - men her lød svaret, at han ikke deltog, da der ikke lå en forudgående aftale. Det samme oplevede Berlingske i sidste uge.

Henrik Sass Larsens udmelding fik partiformand Mette Frederiksen (S) på banen allerede dagen efter.

»Jeg vil gerne slå fast, også så det ikke kan misforstås, at Danmark i vores øjne ikke skal udtræde af nogen konventioner, og vi kommer ikke til at arbejde for, at det bliver tilfældet,« sagde hun i torsdags til Ritzau.