En af socialdemokraternes absolutte topfolk Henrik Sass Larsen advarer mod et a-og b-hold inde for sundhedsvæsenet. Men han lader sig gerne selv operere på privathospital.

Socialdemokraternes politiske ordfører fik i 2006 en diskusprolaps, og da ventetiden på behandling i det offentlige den gang var på mange måneder for at blive opereret, blev han af Glostrup Sygehus henvist til privathospitalet Center for Rygkirurgi i Hellerup.

- Jeg ventede ikke mere end et par uger, så fik jeg et stykke jern i ryggen og var indlagt i fem dage, siger Henrik Sass Larsen til B.T.

Kort tid efter Henrik Sass blev opereret på privathospital, stemte han i efteråret 2006 sammen med socialdemokraterne imod en behandlingsgaranti på kun en måned for ikke livstruende sygdomme.

Ligeledes har han før kritiseret regeringen for netop at støtte mere privatisering af sundhedsvæsenet. Og han har talt om, at der kommer et a- og et b-hold blandt danskerne.

- Regeringen har gjort alt for at fremme en markedsgørelse af sundhedsvæsenet ved at give fordelagtige konkurrencevilkår til privathospitaler og fradragsret til sundhedsforsikringer, sagde han 20. marts 2008 til Jyllands-Posten.

Henrik Sass Larsen afviser at være dobbeltmoralsk.

- Jeg har aldrig sagt, at der slet ikke burde være privathospitaler. Det er sundhedsforsikringerne, som jeg mener skaber et a-og b-hold, siger han.