Derouten fortsætter for Danmarks liberale parti. 

Venstre har fået det dårligste resultat nogensinde i Voxmeters målinger for Ritzau, som er blevet foretaget siden 2001.

7,1 procent lyder den nye måling på. Og det er i slående kontrast til, hvad der ellers normalt forventes af Venstre.

I en Voxmeter-måling fra september 2012 var partiet blandt andet oppe på hele 35,8 procent.

Og det er fuldstændig katastrofalt for Troels Lund Poulsen, der i forvejen er i en meget skrøbelig position, mener Henrik Qvortrup. Han lægger ikke skjul på, at formanden hænger i tynd tråd.

»Det er virkelig, virkelig en katastrofal måling for Troels Lund. 7,1 kan lige så godt være 6,5 næste gang. Altså, hvor er bunden?,« siger Qvortrup.

Han understreger, at den nye dårlige meningsmåling kommer på et ekstra skidt tidspunkt for partiet, da landsmødet snart bliver afholdt.

»Jeg kan ikke forestille mig nogen værre optakt til det landsmøde end sådan nogle målinger her. Det er virkelig skidt for Venstre og for Troels Lund,« siger han og fortsætter:

»Det landsmøde vil stå i krisens tegn. Det vil stå i formandens krisetegn og i opløsningens tegn. Det bliver ikke den platform for at kommunikere ny politik, som man kunne have drømt om.«

Der har længe været krise i Venstre, som også fik et historisk dårligt folketingsvalg i foråret men nu ser det katastrofalt ud for oppositionspartiet. 

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

Og det, der er på alles læber, er Troels Lund Poulsens svage formandskab og mangel på selvtillid, siger B.T.s politiske analytiker:

»Det virker som en Venstre-formand uden tro på sig selv. Det lyder aldrig, som om han for alvor selv tror på, at han stadig er formand om et år.«

»Vælgerne vil se en Venstre-formand med autoritet, og det har Troels Lund ikke på nuværende tidspunkt. Han fremstår ikke som en mand, der har den autoritet, der skal til,« fortæller Henrik Qvortrup. 

Ifølge Qvortrup bliver det mere og mere kritisk for Troels Lund, hvis ikke snart Venstre får nogle bedre målinger. 

»Anatomien i formandskriser er, at der kommer en række målinger, der bare er sindssygt dårlige. Så begynder presset at vokse på formanden,« siger han.

Venstre er ligeledes havnet i en identitetskrise, hvor partiet bliver overhalet af andre partier på nøgleområder.

»De har på en eller anden måde fået placeret sig mellem to stole. Hvis man vil stemme på Venstre for miljøets skyld, er der andre partier, der byder sig til, og hvis man vil stemme på Venstre for landbrugets skyld, er der også andre partier,« fortæller Qvortrup og fortsætter:

»De bliver nødt til at vælge den ene eller den anden linje fuldtonet og så lade partiet skalle af i det omfang, det gør partiet endnu mindre. Men så har man i det mindste en formand, der handler og udviser autoritet,« afrunder han.