Henrik Qvortrup skifter til B.T.


B.T. styrker dækningen af dansk politik og udvider paletten af podcast. Det sker med ansættelsen af Henrik Qvortrup, der både skal være politisk analytiker og vært på flere podcasts.
»Det bliver et glædeligt gensyn med B.T., hvor ambitionerne om både at sætte et markant aftryk i nyhedsstrømmen og skrue op for podcasts passer mig perfekt,« siger Henrik Qvortrup.
På B.T.s politiske redaktion kommer Qvortrup til at danne makkerpar med politisk kommentator Joachim B. Olsen, der også vil give sin egen helt ufiltrerede holdning til kende om tidens store politiske emner.
»Qvortrup og Joachim B. Olsen på samme medie er et dream team,« siger ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen på B.T.
»Qvortrups hurtige og skarpe analyser af dansk politik behøver efterhånden ingen nærmere uddybning - de er formidable. Jeg glæder mig til, at brugerne på B.T. fremover også har Henrik Qvortrup til at skære igennem og udlægge teksten om, hvad der egentlig foregår på Christiansborg,« siger ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen på B.T.
Henrik Qvortrup kommer fra en stilling som politisk kommentator på Ekstra Bladet, hvor han tidligere også var ansvarshavende chefredaktør. Før det var han såmænd politisk redaktør på B.T. Derfor glæder han sig også til at vende tilbage til Pilestræde.
På B.T. skal Qvortrup både videreføre sin podcast om mediernes rolle i samfundet og være med til at udvikle et nyt magasinformat med aktuelle emner.
»De fleste kender Qvortrup i rollen som den hårdtslående analytiker og journalist. Nu kommer han i lidt højere grad også til at dyrke en lidt anden disciplin: Han er en fremragende vært,« siger Simon Richard Nielsen.
Henrik Qvortrup har dækket dansk politik i årtier, og har tidligere været chefredaktør på Ekstra Bladet og Se og Hør og politisk redaktør på TV 2.