Det har været en mareridtsstart på valgkampen for forsvarsminister og Venstres partileder, Troels Lund Poulsen. 

Sådan lyder det fra Henrik Qvortrup, B.T.s politiske analytiker, efter at han har set de seneste meningsmålinger fra henholdsvis DR og TV 2. De er blevet gennemført, efter at der torsdag blev udskrevet folketingsvalg.

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. 
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker.  Foto: Nicoline Kjems-Krognos

»Troels Lund kommer snublende ind i valgkampen ved ikke at kunne tage sig sammen til at erklære sit statsministerkandidatur, før flere timer efter valget blev udskrevet.«

Målingen som Epinion har lavet for DR viser fredag morgen, at Venstre går tilbage til 8,9 procent af stemmerne. Ved valget i 2022 fik partiet 13,3 procent af stemmerne.

Mens Venstre ser ud til at gå tilbage, ser Liberal Alliance ud til at gå frem og blive større end Venstre – og det største parti i blå blok.

Megafon-målingen fra TV 2 viser også, at Liberal Alliance har overhalet Venstre i størrelse. 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Det er skidt for Troels Lund – han fik den dårligst tænkelige start på valgkampen, som man kunne forestille sig,« siger Qvortrup. 

I et – ifølge Qvortrup – »forkølet« opslag på Facebook annoncerede Troels Lund sit statsministerkandidatur flere timer, efter at valget var blevet udskrevet – og efter partileder Alex Vanopslagh (LA) annoncerede sit kandidatur. 

Det var ifølge Qvortrup den mest »kiksede måde«, han kunne gøre det på. 

Og nu ligger Venstre altså historisk langt nede i målingerne.

Hvad kan han gøre for at komme ud af den her nedadgående spiral?

Henrik Qvortrup griner. 

»Jeg griner, fordi det bliver svært,« lyder svaret indledningsvist: 

»Politik er jo sådan skruet sammen, at indimellem er tendenser selvforstærkende. Hvis det går nogen godt, så går det ekstra godt. Og hvis det går nogen skidt, så er dét fortællingen. Og nu er fortællingen, at han er kommet skævt ind i valgkampen.«

Det er ikke umuligt at komme tilbage på sporet for Lund Poulsen, men det er op ad bakke, vurderer Henrik Qvortrup. 

Hans forbandelse er ifølge Qvortrup, at han ikke kan give et klart svar på om Venstre er åbne for at gå i regering med Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen (S).

»Det er hans kæmpe problem,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer: 

»Troels Lund svarer som en papegøje, når han bliver stillet det spørgsmål, fordi han risikerer at lave et løftebrud på den anden side af valget.«

Hvis han afviser at gå i regering med Socialdemokratiet nu, afskærer han sig fra en mulighed, som meget vel kan blive relevant for ham og Venstre efter valget.

Det tegner til at blive en valgkamp fuldstændig på Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksens (S) præmisser, lyder den afsluttende vurdering fra Qvortrup efter valgkampens første dage.