Det er en »underskudsreaktion« fra Liberal Alliance, at partiet vælger at ekskludere Martin Mickey Pedersen, efter han offentligt har kritiseret formandens kokainforbrug.

Det mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker.
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

Tirsdag eftermiddag kunne B.T. fortælle, at partiets eneste folketingskandidat på Lolland og Falster, Martin Mickey Pedersen, er blevet ekskluderet af partiet.

Eksklusionen sker efter, at kandidaten gentog sin kritik af Vanopslaghs indtagelse af kokain overfor B.T.

»Jeg forstår simpelthen ikke det her træk. Hvad med ytringsfriheden? Er der kun plads til én holdning i LA?,« siger en forundret Henrik Qvortrup.

Martin Mickey Pedersen undrer sig over, at han ikke kan komme med sin egen holdning til, hvad partiformanden har gjort og skrevet om på Facebook. 

»Jeg tænker, at man måske skal se, om reglerne ikke skal være ens for både partiformanden og det menige medlem,« siger den ekskluderede folketingskandidat til B.T.

'Dårlig dømmekraft'
Netop ytringsfrihed er ellers et område, hvor Liberal Alliance ofte profilerer sig offensivt.

Tilbage i maj 2025 skrev tre partimedlemmer eksempelvis på partiets egen hjemmeside, at ytringsfriheden er under pres i den offentlige sektor.

Her lød det blandt andet:

'Vi skal stå fast på, at friheden til at ytre sig er afgørende for innovation, for demokratiet og for værdigheden på vores arbejdspladser. I Liberal Alliance vil vi kæmpe for den frihed.'

»Beslutningen må være blåstemplet helt fra toppen, og man må formode, at Alex Vanopslagh også har været inde over,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Det vidner om rimelig dårlig dømmekraft fra Alex Vanopslagh.«

Vanopslagh hævder dog tirsdag eftermiddag over for flere medier, at han ikke har haft noget med eksklusionen at gøre. 

Ifølge Henrik Qvortrup er eksklusionen langt fra det klogeste træk for partiet.

I stedet for at lade sagen dø ud, giver partiet nu kandidaten maksimal opmærksomhed og endnu en tur i mediemøllen, vurderer Henrik Qvortrup.

Du kan læse mailen, hvor Martin Mickey Pedersen blev ekskluderet af Liberal Alliance Sjællands Storkreds HER:

Følg med i den politiske udvikling i B.T.s liveblog HER.