Endnu en »pikant« sag har ramt Liberal Alliance. 

Der har været lidt for meget fest og farver hos partiet den seneste måned, mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.  

Først ramte kokain-sagen om partiets formand, Alex Vanopslaghs, forbrug, og senest er den 24-årige Cecilie Liv Hansen blevet ekskluderet fra partiet, da det blev kendt, at hendes kæreste har solgt cannabis. 

Og det er »sindssygt uheldigt« for partiet, at der kommer endnu en »dramatisk« sag om euforiserende stoffer, siger Henrik Qvortrup. 

»Mange sidder derude og tænker: Hvorfor må Alex så, når hun ikke må - selvom det endda er hendes kæreste,« siger han. 

Ole Birk Olesen uddybede partiets beslutning overfor TV 2 tidligt søndag morgen. 

Her lød det, at Liberal Alliance skelner mellem lovtrædelser, der straffes med bøder, og overtrædelser af loven, der straffes med fængsel. 

Videre forklarede han, at Cecilie Liv Hansen blev konfronteret før valget med et indlæg på Facebook, som en person havde skrevet, hvor det lød, at kæresten var pusher. 

Her afviste hun historien og løj overfor partiet, sagde Ole Birk Olesen. 

Og netop den beslutning, mener Henrik Qvortrup, har været afgørende for, at den politiske komet pludseligt styrtede mod jorden. 

»Hun har fyldt partiledelsen med en løgn. Det skal have konsekvenser,« siger han og tilføjer:

»At hun også efterfølgende går ud og hævder, at hun ikke vidste noget - hun virker som en loose canon. Hun må jo have vidst, at kæresten var blevet sigtet.«

Du kan læse mere om den seneste udvikling i sagen HER