Torsdag kunne statsminister Mette Frederiksen meddele danskerne, at der udskrives folketingsvalg, og ifølge B.T.s politiske eksperter kan resultatet allerede være mere eller mindre afgjort.
Efter valgudskrivelsen vurderer B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup og debatredaktør Joachim B. Olsen, at statsministerposten allerede er indtaget.
Det gør de i denne uges afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp:
»Jeg synes, hun lignede en vinder i dag (torsdag, red.). Jeg bliver bare nødt til at sige det. Det gjorde hun,« siger Henrik Qvortrup i podcasten.
En analyse, som Joachim B. Olsen hurtigt erklærer sig enig i.
»Ja, det er rigtigt. De (Socialdemokratiet, red.) er gode til det der, det må jeg give dem. Den der valgkampsmaskine, den er de gode til,« siger han og peger på, at Socialdemokratiet går ind i valgkampen med et klart momentum.
»Hun har jo også grund til at have selvtillid. Hun ligger bedre i målingerne, end hun gjorde ved sidste valg,« slår B. Olsen fast.
Men det er ikke kun målingerne, der får de to til at pege på Mette Frederiksen som den mest sandsynlige vinder.
Henrik Qvortrup kalder selve udgangspunktet for valgkampen historisk atypisk.
»Jeg synes, den situation, der er nu, er i en helt klasse for sig af usædvanlighed. Vi har en valgkamp, hvor det mere eller mindre er afgjort i forhold til, hvem der bliver statsminister,« siger han.

Han fremhæver i denne sammenhæng, at Troels Lund Poulsen har været alt for nølende i forhold til at melde sig som blå statsministerkandidat.
Noget, han først gjorde i et Facebook-opslag flere timer efter valgudskrivelsen.
»Der står Socialdemokratiet her, der og alle vegne – op imod en blå blok, der ikke har kunnet finde ud af at stille med et alternativ til Mette Frederiksen.«
Afslutningsvis i denne uges afsnit af B.T. Valgkamp slår både Henrik Qvortrup og Joachim B. Olsen fast:
Mette Frederiksen bliver Danmarks næste statsminister, når danskerne har sat deres kryds d. 24. marts.
»Hvis jeg skulle sætte mine penge et sted, så ville det være på Mette Frederiksen,« lyder det fra B. Olsen.
Hør analysen i B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

